Fortsæt til indhold
Aarhus

Flere køber og forbereder rejser – nu genansætter rejsebureauer

Kunderne er mere usikre og stiller mange spørgsmål, inden de bestiller en rejse, beretter østjyske rejsebureauer.

Salget af ferierejser er efter måneders stilstand atter kommet i gang hos mange af de østjyske rejsebureauer.

Jysk Rejsebureau, som i fjor måtte tage afsked med 50 af sine omkring 100 medarbejdere, der var ansat inden coronakrisen, har netop genansat syv tidligere medarbejdere.

»Efterspørgslen er større, end vi kan følge med til, og derfor er vi nødt til at opruste med flere, som kan hjælpe kunderne med at få planlagt deres rejser,« fortæller direktør Niels Amstrup og henviser til, at juni med det nuværende tempo tegner til at ende i indeks 80 af samme måned i 2019.

»Mundvigene arbejder sig lige så stille opad, og snart vil vi forhåbentlig smile igen. Efterspørgslen er fantastisk, men vi kan ikke redde året. Det første halve år havde vi ingen ude at rejse. Det bliver svært at hente i de sidste seks måneder,« betror Niels Amstrup.

De kunder, som køber online, har ekstramange spørgsmål, og derfor tager det meget længere tid at håndtere en rejse end normalt.
Mads Bygballe, ejer, Sunway Group ApS.

Agenter i dvale

Efter den lange periode med lav aktivitet, skal der nu arbejdes hårdere på salgskontorerne, ligesom responstiderne er længere, fordi bureauets forespørgsler til destinationer, hoteller og lokale operatører ikke bliver besvaret så hurtigt som normalt.

»Vi må bede kunderne om at have tålmodighed. Vores agenter og samarbejdspartnere ude i verden er også i dvale. Samtidig har kunderne lidt flere spørgsmål i den her tid, hvor det er lidt anderledes.«

Ifølge Niels Amstrup sælges der i øjeblikket lidt sommerrejser til Island, Portugal og Grækenland, men mange har allerede nu fokus på vinteren med rejser til Asien og i især Thailand.

»Australien og New Zealand er der også stor efterspørgsel på, selv om det er lidt usikkert, hvad der sker dér. Til gengæld ligger Afrika og Sydamerika meget lavere end normalt,« fortæller han.

Folk ringer ind

Hos det aarhusianske Sunway Group ApS., som har rejsebureauerne Ruby Rejser, Seatravel og Marathon Travel Club samt ejer andele af Top Tours og Bravo Tours, kan ejer og stifter Mads Bygballe også melde om stor travlhed.

»Det er enormt positivt, at der sker noget, og at folk ringer ind,« understreger Mads Bygballe.

»Men der meget usikkerhed i markedet, og folk skal holdes mere i hånden. De kunder, som køber online, har ekstramange spørgsmål, og derfor tager det meget længere tid at håndtere en rejse end normalt,« fortæller han.

Hos Ruby Rejser, som er specialiseret i vandreferier, cykelferier eller en ture på en kanalbåd på de franske floder, lå salget i maj på omkring 75 pct. af salget i samme måned 2019.

»Måske ender juni lidt højere, fordi det er coronavenlige rejser, hvor man er på egen hånd,« fortæller Mads Bygballe.

»Vi ser positivt på fremtiden, men det er også den, vi primært sælger rejser til. Der er virkelig run på efteråret, og der bliver brug for to-fire nye medarbejdere inden årets udgang,« forudser han.

Folk aflyser rejser

Hos Team Island i Hjortshøj, som arrangerer individuelle og grupperejser til Island, Færøerne og Irland, er omsætningen i øjeblikket ifølge direktør og ejer Torben Rasmussen 60 pct. af samme tidspunkt i 2019.

»Det går meget bedre, men vi har fået en del aflysninger fra folk, som ikke turde basere deres sommerferie på en rejse til Island. Det er fuldstændig forståeligt, at folk har ønsket sikkerhed for, at de kommer på ferie,« mener han.

Støt jeres lokale rejsebureauer. Book en rejse, også selv om I først skal af sted om et år, og skab noget optimisme.
Jesper Hannibal, indehaver, Hannibal Travel i Aarhus

Han beretter om stigende aktivitet – og mange telefonsamtaler med potentielle kunder.

»Vi har en hel del snak og vejledning af folk, som overvejer at rejse. F.eks. stod en gruppe, hvor den yngste deltager er 35 år og ikke vaccineret med et stort spørgsmål: ”Kan han så komme med?” Vi vejleder så godt, vi kan, ud fra de gældende regler,« forklarer Torben Rasmussen.

Han håber på, at sensommeren vil blive vendepunktet, hvor flere vil ud at rejse.

»Vi har et par ture i august og september, som der er flere pladser på, så vi vil annoncere de kommende uger.«

Stigende aktivitet

Hos Aarhus Charter er kapaciteten af rejser i øjeblikket en tredjedel af normalen for årstiden. Forventningen er, at forretningen vil komme op i omdrejninger de kommende måneder.

»Mange har stor længsel efter at komme ud og opleve noget andet. De pladser, som er til salg her i højsæsonen, skal der nok blive rift om. Vi kan godt mærke en stigende aktivitet – også på den korte bane frem mod skolernes ferie,« fortæller bureauchef og medejer Henrik G. Jensen.

Aarhus Charter sendte mandag de første gæster i mere end et år til Mallorca.

»Da var det 603 dage siden, vi sidst forlod Mallorca. Fra den 26. juni bliver hele Europa gult, og så kan vi rejse frit mellem landene. Græske destinationer starter op fra uge 26 og fra sidste weekend i august fordobler vi vores kapacitet i forhold til højsæsonen. Her har vi længe haft en stor efterspørgsel, så det vil vi kunne mærke,« fortæller Henrik G. Jensen.

Tror på 2022

Flere af områdets mere specialiserede rejseselskaber f.eks. Vietnam Rejser i Hammel oplever dog store problemer med at sælge rejser med afgang i de kommende uger.

»De henvendelser, vi får, er mest på forespørgselsbasis. Lige nu skal man f.eks. en uge i karantæne, hvis man tager til Vietnam – også selv om man er vaccineret. Det er ingen af vores gæster indstillet på at bruge tid på i deres ferie,« fortæller medejer Flemming Jensen.

Han forventer, at også 2021 bliver et vanskeligt år, men glæder sig over, at selskabet, som det ser ud nu, har overlevet coronakrisen.

»I kraft af de hjælpepakker, som formentlig stopper her i juni, kommer vi ud af det hele med skindet på næsen. Men vi må væbne os med tålmodighed og tro på, at 2022 bliver der, hvor Asien bliver åbnet,« siger Flemming Jensen.

Kunder afventer

Hos Hannibal Travel i Aarhus, som sælger skræddersyede rejser til hele verden, ligger omsætningen ifølge indehaver Jesper Hannibal i øjeblikket på sølle 4-5 pct. af niveauet på samme tidspunkt i 2019.

»Interessen er forbavsende lav. Der er meget få kunder tilbage, og de, der er, er meget afventende selv til sikre områder,« fortæller Jesper Hannibal.

Han er meget forundret, især når mange rejsebureauer lokker potentielle kunder med, at de kan booke en rejse uden at betale depositum.

»De har intet at miste. Risikoen er nul,« fastslår han og kommer med følgende opfordring:

»Støt jeres lokale rejsebureauer. Book en rejse, også selv om I først skal af sted om et år, og skab noget optimisme.«