Ny kollektiv trafikplan i Favrskov og Silkeborg
Midttrafik har i samarbejde med Favrskov og Silkeborg Kommuner udarbejdet nye kollektive trafikplaner, der sikrer de to kommuners borgere et mere ensartet serviceniveau og adgang til en stribe fleksible kollektive trafikløsninger, oplyser Midttrafik i en pressemeddelelse.
Når Favrskov Kommune fra den 27. juni 2021 iværksætter den nye kollektive trafikplan, vil busbetjeningen i flere af kommunens byer blive udvidet. Serviceniveauet ensrettes på tværs af kommunen, så byer på samme størrelse får den samme betjening. Bundniveauet hæves, og ingen byer vil derfor opleve at få mindre kollektiv trafik, hvorimod flere byer vil få flere afgange.
Når den almindelige bustrafik ikke slår til, er det desuden muligt at benytte sig af Flextrafiks fleksible transporttilbud. Med produkterne Plustur, Flexbus, Flextur og Flextur Ung er det muligt at bruge kollektiv trafik uden for den normale køreplan. Bor man eksempelvis langt fra et stoppested, eller skal man bruge transport, når bussen ikke kører, så er der altså hjælp at hente med Flextrafik.
Borgmester i Favrskov Kommune Nils Borring ser frem til, at endnu flere kan få glæde af den kollektive trafik.
I pressemeddelelsen siger han:
»Uanset om man skal på arbejde, i skole eller i biografen, så er det vigtigt, at man kan komme frem. Derfor arbejder byrådet hele tiden på at forbedre infrastrukturen i Favrskov. Det gælder både for bilisterne, cyklisterne og for dem, der bruger den kollektive trafik. Derfor er jeg naturligvis glad for, at vi med flere afgange og en lang række fleksible transportløsninger gør det muligt for endnu flere at komme frem med kollektiv trafik.«
I Silkeborg
I Silkeborg gælder fra den 27. juni, at den ny kollektiv trafikplan garanterer alle byer i kommunen et minimum af afgange afhængig af byens størrelse. Busafgange med få passagerer bliver erstattet af Flexbus, der kun kører, hvis kunderne bestiller dem. Et nyt servicetilbud – Plustur – bringer kunderne videre til/fra stoppestedet. Kunderne kan desuden glæde sig over busser med lav indstigning på tre regionale ruter, som gør det lettere at komme ind og ud af bussen samt medtage barnevogn, rollator m.m.
Silkeborg Kommune har besluttet, at alle byer i kommunen med over 200 indbyggere er garanteret en minimumsbetjening af kollektiv trafik. Serviceniveauet afhænger af byens størrelse, og turene vil blive kørt af almindelige busser eller af Flexbusser. Flexbus kører kun, når kunderne bestiller turen.
»Silkeborg Kommune har i processen omkring trafikplanen haft fokus på, hvordan ressourcerne til den kollektiv trafik bliver anvendt. Derfor er køreplaner gennemgået og vurderet i forhold til benyttelse. Busafgange med under to passagerer i gennemsnit på skoledage og under fem passagerer på øvrige dage er omlagt til Flexbus eller helt nedlagt,« fortæller pressemeddelelsen.