Aarhus åbnede op på en Sommeraften
Peter Sommer og Tiggerne skød ”Aarhus åbner op”-måneden ved Musikhuset i gang foran små 500 tilskuere, der nød musikken og hele setuppet. Lørdag gælder det Danmarks første EM-kamp.
Lad os bare tage den med det samme ...
Jo, man kan godt rent sprogligt ”åbne op”, for det har flere sprogforskere fastslået – efter ret mange sure indlæg – det seneste års tid, hvor især statsministeren har ”åbnet op” for en hel masse.
Så den er god nok, og den var også god nok, da Peter Sommer og Tiggerne som de første optrædende satte gang i en måneds ”Aarhus åbner op”-arrangementer med musik, comedy, film og fodbold og meget mere til og med EM-finalen i fodbold søndag den 11. juli – som i øvrigt er startweekend for Aarhus Jazz Festival.
Arrangørerne af ”Aarhus åbner op” er Musikhuset, Train og FutureLive, og Jeppe Uggerhøj, arrangementschef i Musikhuset, oplevede en særdeles opløftende åbningsaften.
»Det var en skøn aften med forløsning, hvor man kunne mærke, at publikum virkelig havde glædet sig til musikken og nu kunne nyde den som et første tegn på frihed,« siger han.
Med små 500 billetter solgt var der ikke helt udsolgt, men til de kommende koncerter kan der sættes 1.000 billetter til salg på grund af regeringens nylige genåbningsaftale. Billetsalget til koncerterne går ifølge Musikhuset godt, og forventningen er stigende interesse nu, hvor ”Aarhus åbner op” er skudt i gang.
Peter Sommer nød i den grad også at stå på scenen igen:
»Det var skide fantastisk at spille på ”Aarhus åbner op”. Sidst jeg spillede på det her specielle sted midt i Aarhus, var til Spot Festival, hvor man skulle prøve at bryde igennem og finde et nyt publikum. På den måde var det et sjovt genbesøg, for jeg skal ikke finde et nyt publikum i dag, men det er alligevel fra nul og opad. Vi er allesammen nede på nul, og nu skal vi i gang igen og finde hinanden. Det var en meget sund opgave for én, der har spillet i over 20 år,« lød det fra Peter Sommer efter koncerten.
Blandt publikum var parret Carsten og Charlotte Schjødt, der bor tæt ved Musikhuset i Valdemars Have:
»Vi har været nede i byen for at spise og kom forbi og syntes, at det så mega hyggeligt ud. Det er fuldstændig spontant, at vi sidder her nu. Det er en kanon ide med ”Aarhus åbner op”, for vi trænger til det efter at have været lukket inde så længe på hver vores lille matrikel. Jeg synes, det er dejligt, og jeg vil nok mest bruge det for musikken,« sagde Charlotte Schjødt, mens Carsten Schjødt mere tænker fodbold, mad og hygge.
Blandt publikum var også en flok studerende fra serviceøkonom-uddannelsen på Erhvervsakademiet, deriblandt Melanie Stougaard:
»Jeg har bestilt billetter til EM-finalen, da jeg ikke kunne få billet til de danske kampe. De var udsolgt. Jeg vidste ikke på forhånd, at de havde et loungeområde, men det er fedt hernede, hvor man kan sidde og chille og høre noget musik,« sagde hun, og medstuderende Mathias Gjerka havde også roser til arrangementet:
»Setuppet her med ”Aarhus åbner op” er super fedt. Det er godt, at nogen laver disse events på trods af restriktionerne. Nu begynder det gradvist at åbne mere op igen, så lad os håbe, at det her er startskuddet til, at vi får en fed sommer,« sagde han.