Fortsæt til indhold
Aarhus

Byrådspartier enige om nye tryghedsskabende indsatser i Aarhus V

Byrådet i Aarhus gjorde onsdag status over udviklingen i de udsatte boligområder og tiltrådte samtidig initiativer for at skabe mere tryghed i områderne.

Lucas

På byrådsmødet onsdag blev den årlige status for udviklingen i byens udsatte boligområder aflagt.

Årets afrapportering viste, at der på tværs af de almene boligområder i Aarhus ses en lille stigning i antallet af udsatte boligområder. Samtidig ses en fremgang i andelen af borgere i uddannelse og beskæftigelse, hvor områderne i gennemsnit fastholder den positive udvikling, som også gjorde sig gældende sidste år.

»Aarhus skal være en god by for alle. Det er vores overordnede målsætning. Vi har en ambitiøs målsætning om at omdanne vores udsatte boligområder. Og der er nogle, der har en grad af udsathed, der gør, at vi skal handle. Der er fremgang i en række af områder både ved uddannelse og beskæftigelse. Det er helt grundlæggende for at skabe en god forandring. Vi er ikke i mål endnu, men det går den rigtige vej,« sagde borgmester Jacob Bundsgaard (S).

Nyt tryghedskatalog

I samme ombæring blev en række initiativer for at sætte fokus på tryghed i områderne Gellerup, Toveshøj og Bispehaven også tiltrådt. Indsatserne var listet i et såkaldt tryghedskatalog, som indeholder en række bud på, hvordan trygheden kan øges i de udsatte boligområder.

»Vi har en forpligtelse over for at hjælpe mennesker i udsatte boligområder. Det her katalog kan få os til at skabe tryghed og få folk til at tage aktiv del i deres områder og til at få sat gang i aktiviteter, så der kan komme mere sport og fritid, og være med til at skabe fællesskaber for dem, der bor der, og invitere folk ind, som ikke bor der,« sagde rådmand for Kultur og Borgersevice Rabih Azad-Ahmad (R).

Tryghedskataloget tager blandt andet kampen op mod vanvidsbilisme på blandt andet Edwin Rahrs Vej, hvor to unge kvinder inden for få år er blevet dræbt i trafikken.

Derudover er der også initiativer, som skal sætte fokus på børn og unge i området, på at skabe et aktivt byliv og på at udforme en manual for kriminalpræventiv og tryghedsskabende nybyggeri. Listen både kan og skal udvides, pointerede rådmand for Teknik og Miljø Bünyamin Simsek (V).

Nej til at stille plan i bero

»Det er en ganske fin liste, som vi ikke ser som udtømmende. Der bliver mulighed for borgere og alle andre til at fylde listen op. Indstillingen om at skabe forandring i Gellerup hviler ikke kun på nedrivninger, men også lokal indsats. Vi savner også større fokus på forældrerolle og forældreansvar. Vi vil aldrig lykkes med den opgave, hvis ikke vi får forældrene i spil,« sagde han.

Da indstillingerne var tiltrådt, blev et forslag fra Dorthe Borgkvist og Enhedslisten om at sætte nedrivningsplanen for Bispehaven i bero afvist.