Fortsæt til indhold
Aarhus

Sebastian Hausner er udtaget til EM-kvartfinalen

AGF's forsvarsspiller er en del af det danske U21-landshold, der møder Tyskland den 31. maj.

Han var med i første omgang, og nu får AGF’eren atter muligheden.

Sebastian Hausner er nemlig udtaget til det danske U21-landshold, som møder Tyskland i EM-kvartfinalen den 31. maj i Ungarn. Den 21-årige forsvarsspiller sad på bænken i de indledende opgør mod Frankrig og Island, men spillede 29 minutter i 3-0-sejren over det russiske landshold.

På grund af coronapandemien afvikles EM-slutrunden i et specielt format, som er delt op i to. Gruppespillet blev afviklet tilbage i marts, mens slutspillet strækker sig ind i juni.

Danmark vandt alle tre gruppekampe og sikrede sig dermed en plads i kvartfinalerne, hvor landsholdet altså møder Tyskland. De kommende modstandere endte på andenpladsen i gruppe A efter én sejr og to uafgjorte. Vinder Danmark kvartfinalen, venter der semifinalen den 3. juni, mens en eventuel finale spilles tre dage senere den 6. juni.

Inden da skal Sebastian Hausner og resten af AGF dog koncentrere sig om den kommende playoffkamp mod AaB, der spilles fredag klokken 19.

Artiklens emner
AGF
AaB