Flere dagtilbudspladser på vej i Galten-Skovby
Efter kapacitetsudfordringer i området er man på et stormøde blevet enig om at etablere ekstra vuggestuepladser.
Efter et stormøde mellem Skanderborg Kommune, dagtilbud, forældre og Undervisnings- og Børneudvalget får 12 børn nu tilbudt en dagtilbudsplads i nærområdet i Galten-Skovby.
Stormødet kommer efter kapacitetsudfordringer i daginstitutionerne i området. Det betyder, at der etableres seks ekstra vuggestuepladser i Galten-Skovby til 16. juni og yderligere seks vuggestuepladser til 1. juli.
Børnene får plads i dagplejens legestuelokaler, som Børnehuset Guldsmeden tidligere har lånt grundet corona.
Derudover arbejder Fagsekretariatet Børn og Unge blandt andet på en ”rullende børnehave” – en bus indrettet med garderobe, bord/bænke, opbevaring, aktivitetsmaterialer, tekøkken og toilet for at afhjælpe kapacitetsudfordringerne. Bussen får plads til cirka 25 børn.
»Busløsningen er på den lidt længere bane, da der er en leveringstid på tre måneder, fra bussen er købt, men det bliver et godt supplement til de eksisterende dagtilbud. Erfaringerne med rullende børnehaver fra andre kommuner er rigtigt gode,« siger Trine Frengler, formand for Undervisnings- og Børneudvalget, Skanderborg Kommune.