Fortsæt til indhold
Aarhus

Nyt udvalg skal se på udbygningen af letbanen

Aarhus Byråd får et nyt politisk udvalg, som skal se på udbygning af den kollektive trafik.

Der skal være enighed i Aarhus Byråd om udbygningen af den kollektive trafik i Aarhus Kommune.

Det mener et flertal i Magistraten, som mandag besluttede at nedsætte et nyt udvalg, som skal »sætte konsensusgivende retning for fremtidens højklassede kollektive trafik i Aarhus og derved styrke byrådets evne til at træffe de bedste og mest fremtidssikrede beslutninger«.

Udvalget skal i begyndelsen af 2022 fremlægge en vision med relevante scenarier for den højklassede kollektive trafik frem mod 2040 for det kommende byråd, som ifølge indstillingen skal forholde sig til det strategiske arbejde og udvalgets anbefalinger om tilpasning og udbygning af den kollektive trafik. Det nye udvalg, der formelt skal godkendes af Aarhus Byråd, skal bl.a. se på udbygningsmuligheder af letbanen og hurtige BRT-busser i kommunen.

I første omgang skal byrådet ifølge indstillingen udpege fire personer til at sidde i udvalget. Den ene bliver tidligere byrådsmedlem for Det Konservative Folkeparti byrådskandidat Steen Stavnsbo, som frem til årsskiftet var formand for bestyrelsen for Aarhus Letbane I/S. Steen Stavnsbo bliver formand for det nye udvalg, der også får byrådsmedlemmerne Bünyamin Simsek (V), Steen Bording Andersen (S) og Jan Ravn Christensen (SF) som medlemmer. Rabih Azad-Ahmad (R) og Lone Norlander Smith (EL) tog på magistratsmødet forbehold med hensyn til processen/principperne for sammensætning af udvalget.

Det er – fremgår det af indstillingen – af stor betydning for Aarhus’ udvikling at sikre en velfungerende kollektiv trafik med et godt serviceniveau. For at imødegå trængselsproblemer, luftforurening og CO2-udledning skal der derfor ifølge indstillingen arbejdes for, at kollektiv trafik kan stå for en stigende andel af persontransporten i kommunen.

I 2020 besluttede byrådet, at der skal arbejdes hen imod en nysamlet kollektiv trafikplan, som skal gælde fra medio 2023. Helt konkret skal det nye udvalg komme med anbefalinger for det videre arbejde med højklasset kollektiv trafik på bl.a. strækningen Aarhus Ø – Banegården og på strækningen Spanien – Brabrand.