Fortsæt til indhold
Aarhus

AGF's Thorsteinsson forlader EM-lejr

Kantspilleren var anfører for U21-landsholdet, men er forfremmet til A-landsholdet.

Islands U21-landshold har ikke mere at spille for ved EM.

Med to nederlag mod Danmark og Rusland har AGF’s Jon Thorsteinsson og co. udspillet sine chancer ved slutrunden i Ungarn og Slovenien.

Kantspilleren var anfører for de unge islændinge, men efter to kampe har han udspillet sin rolle på holdet. Den 22-årige AGF’er er nemlig blevet forfremmet til A-landsholdet, der onsdag møder Liechtenstein i VM-kvalifikationen. Island har tabt sine første to kampe mod Tyskland og Armenien.

Jon Thorsteinsson har tidligere spillet seks kampe for det islandske landshold med et enkelt mål til følge. Senest var i oktober, hvor AGF’eren fik 22 minutter på banen imod Belgien. Derudover har han spillet 44 ungdomslandskampe for Island.

I denne sæson har kantspilleren, der blev hentet i engelske Fulham, spillet 27 kampe for AGF og scoret seks mål. Næste opgave i Superligaen venter søndag den 4. april, hvor AGF møder FC Nordsjælland på udebane i mesterskabsspillet.

Få AGF i ørerne: Lyt til de seneste episoder af ”KSDH – en podcast om AGF” herunder.