Fortsæt til indhold
Aarhus

Hou får et nyt boligkvarter ved havnen

Byrådet i Odder Kommune har vedtaget lokalplanen for en ny bydel ved havnen i Hou. Arbejdet med Færgebyen kan begynde.

Havnen i Hou er nok mest kendt for at være det sted, hvorfra man kan tage færgen til Samsø og Tunø. Men nu har et enigt byråd i Odder Kommune vedtaget lokalplanen for en helt ny bydel ved havnen, som skal hedde Færgebyen, og projektet kan derfor sættes i gang. Det skriver Odder Kommune i en pressemeddelelse.

»Det her er en rigtig og visionær lokalplan for havneområdet i Hou, og det har været længe undervejs. Der har været en flot, inddragende proces, og der er ingen tvivl om, at det her vil løfte livet i Hou,« siger byrådsmedlem Marianne Hundebøll (SF).

Færgebyen skal være et blandet bolig- og erhvervsområde, og området skal rumme en variation af attraktive boliger, nye erhvervsmuligheder og uderum, som både er til glæde for lokalbefolkningen og kan tiltrække besøgende.

Vi skal have kigget på støj, vi skal have speedet op for at få lavet en parkeringsstrategi dernede, og så skal vi huske, at der også skal være plads til lystbådehavnens både om vinteren.
Hans Hammann (V), medlem af byrådet i Odder Kommune

Støj, parkering og både

Der er opbakning til projektet på tværs af byrådet i Odder. Tidligere borgmester i kommunen og medlem af byrådet for Socialdemokratiet Elvin Hansen har arbejdet med planen for havnen siden 1999. Han er glad for, at lokalplanen nu er godkendt.

»Nu er jeg på vej ud af byrådet, så jeg er utrolig glad for, at jeg kan få det her fulgt til dørs. Derfor vil jeg gerne sige tak til borgerne i Hou for at have været arbejdsomme og for at komme med gode idéer,« siger han.

Også hos Venstre er de positive, men byrådsmedlem Hans Hammann minder om, at der er visse ting, man skal være opmærksom på, når arbejdet påbegyndes:

»Vi skal have kigget på støj, vi skal have speedet op for at få lavet en parkeringsstrategi dernede, og så skal vi huske, at der også skal være plads til lystbådehavnens både om vinteren.«

Færgebyen må maksimalt rumme 7.500 kvadratmeter bebyggelse. Det er selskabet Domis, som er gået sammen med tegnestuen Flæks, der skal stå for at bygge kvarteret.