Fortsæt til indhold
Aarhus

Plejecenter Solhøj i Hammel foreslås udvidet

Hvis tidsplanen ellers holder, kan 12 ekstra plejeboliger stå klar midt i 2022.

Christina S. JohansenLokalavisen Favrskov

12 ekstra plejeboliger og tilhørende serviceareal skal bygges til Plejecenter Solhøj i Hammel.

Hvis ellers byrådspolitikerne siger ja til teknikaliteterne, så bliver projektet udbudt i hovedentreprise i foråret i år med forventet byggestart allerede i maj. Hvis tidsplanen ellers holder, står de 12 ekstra boliger og servicearealet færdige midt i 2022.

Byggeriet koster 18,2 mio. kr. Beløbet er finansieret via kommunalt grundkapitalindskud, realkreditlån og beboerindskud.

Brug for 48 ekstra pladser

Social- og sundhedsudvalget foreslår, at plejecentret udvides ved at bygge en tredje sal på plejecentrets syd- og vestfløj. I alt udvides der med 739 kvadratmeter ældreboliger. Hertil kommer servicearealer samt ekstra p-pladser.

Beboerne på den underliggende etage vil blive genhuset, mens byggeriet står på.

Udbygningen sker, fordi en plejeboliganalyse fra midten af sidste år viser, at der i 2025 vil være behov for yderligere 48 plejeboliger i Favrskov Kommune. Analysen viser også, at der er behov for flere plejeboliger allerede nu.