Flere private vil have deres egen skov
Private jordejeres interesse for at plante skove i Aarhus Kommune er voksende.
Mens private skovprojekter tidligere var meget beskedne, er både antal og volumen vokset de seneste år, oplyser Aarhus Kommunes projektleder på skovrejsningsområdet, Peter Søgaard.
»Vi får flere ansøgninger, og hvis der er penge igen i statens pulje til foråret, så forestiller jeg mig, at der bliver stor interesse for at søge tilskud,« siger han.
Tidligere var private skovrejsningsprojekter ofte under fem hektar. I de seneste år har der været projekter på 10-15 ha.
»Alt har sin berettigelse, og små skove er også fine og kan noget rekreativt. Men set med de hårde skovrejsningsbriller er det projekter med stor volumen, som tæller,« understreger Peter Søgaard.
Mangler 2.500 ha
I 1989 var 5 pct. af Aarhus Kommunes areal dækket af skov. Det daværende Aarhus Byråd ønskede mere skov og satte som mål, at 17 pct. af kommunens areal skulle være dækket af skov 30 år senere. I dag er der skov i 11 pct. af kommunen.
Der er et momentum for skovrejsning, og vi skal sørge for, at også private rider med på den bølge.Peter Søgaard, projektleder på skovrejsningsområdet, Aarhus Kommune
Det manglende areal er på 2.500 ha. Der skal altså i gennemsnit plantes 250 ha om året de næste 10 år. Aarhus Kommune og Naturstyrelsens projekter udgør årligt omkring 120 ha, og derfor er det vigtigt, at virksomheder og private også bidrager til skovforøgelsen, forklarer Peter Søgaard.
»Der er et momentum for skovrejsning, og vi skal sørge for, at også private rider med på den bølge. Så vi fortæller vidt og bredt om, hvor glade skovejere og naboer er, når der bliver plantet mere skov.«
Mister indtægt
I 2020 blev der søgt tilladelse til fem private skovrejsningsprojekter på i alt 26 ha. Det hidtil største er på 15 ha.
Ifølge Peter Søgaard mister jordejere omgående en indtægt, når der bliver planter træer på deres jord, og derfor skal de se andre gevinster ved skovrejsningen.
»Mange ser på herlighedsværdien. De får selv noget ud af at have en skov, hvor de kan gå tur tæt på deres ejendom. Jeg vil også tro, at det påvirker ejendomsværdien positivt, fordi det også er muligt at sælge andre ydelser – f.eks. at leje jorden ud til jagt. Til gengæld går der årtier, inden der er økonomi i skovdriften.«