Fortsæt til indhold
Aarhus

Eksperter: Regional genåbning er ikke uproblematisk

Ifølge to sundhedseksperter fra Aarhus Universitetshospital kan en stor regional genåbning ikke nødvendigvis foretages uden risiko. I stedet kan man kigge efter noget, der ikke er lokalt forankret.

Erhvervsliv, borgerlige borgmestre og politikere opfordrer lige nu regeringen til at se på en løsning for en regional genåbning. Opfordringen kommer på baggrund af, at flere kommuner i længere tid har haft et faldende smittetal og få daglige smittetilfælde.

Ifølge to sundhedseksperter er en regional genåbning ikke uden problemer – hverken sundhedsfagligt eller rent logistisk.

Jeg mener ikke, at det ikke kan lade sig gøre, det er bare ikke spor uproblematisk.
Christian Wejse, afdelingslæge, Aarhus Universitetshospital

»Lige nu er det usikkert at genåbne, men på sigt, når der bliver flere vaccineret, og hvis der stadig er variation i, hvor smitten er, jamen, så kunne det godt være, man kunne overveje det,« siger Lars Østergaard, der er ledende overlæge ved Aarhus Universitetshospital, og fortsætter:

»Det vil kræve, at man ikke kunne rejse frit mellem de områder, der vil være åbnet. Så kan man spørge: Hvad kan det give mening at åbne? Det kunne være noget, der er forankret lokalt, som f.eks skoler. Ting, der ikke nødvendigvis er forankret lokalt, altså udelukkende til lokalbefolkningen, kunne man måske vente med eller forholde sig anderledes til.«

Britisk variant spøger

Christian Wejse er afdelingslæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital. Han peger ligesom Lars Østergaard på de praktiske problemstillinger ved at åbne et sted, mens et andet er lukket.

»Jeg mener ikke, at det ikke kan lade sig gøre, det er bare ikke spor uproblematisk,« siger han og fortsætter:

»Det er i høj grad kontakttallet for den britiske variant B117, der er væsentligt i den her forbindelse. Derfor kan man ikke udelukkende se på det totale smittetal. Det kan godt blive noget af et kludetæppe, hvis man skal finde nogle steder, hvor der ikke bare er lavt smittetal, men også et B117-kontakttal under et. Jeg tror, det bliver lidt for kulørt til, at det bliver muligt, men det er ikke sikkert. I sidste ende er det en politisk vurdering.«

»Der er stor forskel på, om man åbner skolerne et bestemt sted, eller om man laver en festival. Det sidste kan måske være fint på et tidspunkt, men det vil formentlig trække folk til. Man kan godt tillade sig at skelne ud fra, hvad der er risikofyldt med hensyn til smittespredning, og hvad der ikke er,« afslutter Lars Østergaard.