Bedre smitteopsporing vækker optimisme
Det er i de nære kontakter, at smitten spreder sig, så derfor er coronaeksperten Christian Wejse godt tilfreds med, at smitteopsporing nu er i fokus.
Et større arbejde for at opspore smittede og et dalende smittetal får optimismen til at spire hos coronaeksperten Christian Wejse.
Især er han tilfreds med, at der »er mange gode ting i gang omkring smitteopsporing«. Hertil kommer et dalende smittetal og »et håndterbart antal smittede«.
»Smitteopsporing har været et væsentligt punkt for mig, og derfor er det rigtig fint, at kommunerne nu kommer på banen og hjælper med. Fokus skal være på de smitsomme og dem, der er rundt omkring dem. De skal identificeres, for der er der, smittefaren for alvor er,« siger han, der er afdelingslæge på infektionsmedicinsk afdeling på Aarhus Universitetshospital.
»Vi mister fokus, hvis vi kommer til at se alt og alle som den store smittefare. Smitten kommer ikke flyvende ud af det blå – den er i de nære kontakter, det er dem, der driver epidemien. Så det er dem, vi skal bruge krudtet på, det vil vi være bedst tjent med. Langt den overvejende del af smitten sker ved tæt kontakt i hjemmet, sociale kontakter eller på jobbet. Derfor har det ikke virket helt funderet på mig, at der er så stort fokus på den del af smitten, der foregår i det offentlige rum. Det er ikke der, den største del af smitten forekommer.«
Ikke jubeloptimist
Jeg er ikke jubeloptimist, understreger Christian Wejse.
»Men jeg er optimist på den længere bane. Vi kommer ikke til at slå alle døre op nu og gå i gang med at leve, som vi har gjort før, men det nuværende noget lavere antal smittede er positivt. Det giver et grundlag for nogen genåbning, men ikke for en kæmpe åbning. Gør vi det, frygter jeg, at vi ser ind i en tredje bølge pga. de nye smitsomme varianter af coronavirus. Derfor er det vigtigt, at vi fortsætter med restriktionerne.«
Han har indtryk af, at mange flere nu har forstået alvoren i coronasmitten:
»I sommer oplevede jeg, at der var megen modstand mod restriktioner. Men nu har vi lige stået i en kæmpe anden bølge, som har presset sundhedsvæsenet hårdt. Det har været med til at vække en forståelse af, at covid-19 ikke bare er en lille influenza, og at man derfor i højere grad er parat til at agere efter det. Jeg har et klart indtryk af, at det bliver taget meget seriøst, men det er også vigtigt, at man gør det.«