Fortsæt til indhold
Aarhus

Gammel Estrup inviterer på digital skovtur

JP Aarhus

Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum søsætter til sommer projektet Skovens glemte perler, der skal sætte fokus på kultur og natur i herregårdsskoven Lunden.

Der skal bl.a. etableres en digital oplevelsessti fra Gammel Estrup og gennem skoven, hvor historien om de historiske mindesmærker fortælles.

»Den gamle herregårdsskov Lunden, der ligger i Løvenholms skove lige vest for Auning, er et yndet udflugtsmål for lokalbefolkningen i Norddjurs. Det har derfor igennem mange år været et ønske for både brugere af skoven og os – det nærliggende Gammel Estrup Danmarks Herregårdsmuseum – at fortælle historien om de mange kulturhistoriske spor, der findes i den gamle skov. Med projektet Skovens glemte perler vil historien om Stenbordet, adelsslægten Scheels familiegravsted, stendigerne og mange andre spor af herregården Gammel Estrups historie i sommeren 2021 blive fortalt gennem en digital oplevelsessti, hvor man kan lytte til historien via sin mobiltelefon,« fortælles det i en pressemeddelelse fra Gammel Estrup.

»En række vigtige historiske mindesmærker fra herregårdsskoven er i fare for at forsvinde og glide ud af vores fælles erindring. Derfor er vi meget glade for, at vi nu får mulighed for at fortælle historien om disse ”skovens glemte perler” – ikke mindst i denne coronatid, hvor vi hele sommeren satser på tilbud udendørs,« siger museumsinspektør og naturvejleder ved Gammel Estrup Helle Ingerslev Kristensen i meddelelsen.