HK er forberedt på en bølge af konkurser
HK Privat Østjylland forventer, at flere medlemmer vil melde sig ledige i den kommende tid.
De langvarige coronanedlukninger har ramt en række brancher så hårdt, at mange virksomheder inden længe vil bukke under. Det vurderer formand Søren Sørensen, HK Privat Østjylland, som har gjort klar til at tage imod flere ledige.
»HK’ernes arbejdssituation er speciel. Vi er hårdere ramt under coronakrisen end de fleste andre faggrupper, og vi vil se ledigheden stige yderligere,« forudser Søren Sørensen.
Antallet af nytilmeldte, østjyske ledige toppede i juni i fjor med 386 på en måned. I november faldt antallet til 220, men siden har ledighedstallet igen bevæget sig op, og i sidste uge havde 311 nye meldt sig ledige i januar. Især brancher som transport, oplevelsesøkonomi, rejser og specialbutikker har ifølge HK-formanden længe været presset, og mange virksomheder kan ikke klare den ret meget længere, vurderer han.
Der er nogen, som under almindelige markedsvilkår, allerede ville have bukket under, men som har overlevet på hjælpepakker og udskudt moms.Marc Perera Christensen, direktør, Erhverv Aarhus
»Mange virksomheder holder vejret lige i øjeblikket, men når hjælpeforanstaltningerne ebber ud, og der skal betales moms og afgifter igen, vil der være nogle, som bukker under. Vi holder os klar til en bølge af konkurser. Vores juridiske team er bl.a. blevet opmandet,« fortæller Søren Sørensen.
Ingen job at søge
3F Aarhus Rymarken forventer også at se flere ledige medlemmer på hotel- og restaurationsområdet.
»Der kommer flere og flere nu,« fortæller A-kasseleder og sekretariatsleder Henrik Eilertzen.
»De meldinger, jeg får fra kokke, tjenere osv., er, at der ikke er noget at søge. Kursuscentre er lukket ned, nogle få private kantiner kører, der er en lille smule catering, men ellers sker der ingenting. Jeg tror, vi inden længe får flere konkurser,« siger han.
Direktør Marc Perera Christensen fra erhvervsorganisationen Erhverv Aarhus nikker genkendende til fagforeningsfolkenes bekymring.
»Meldingen fra medlemskredsen er, at de fleste er kommet fint ud af 2020. Men nu er blikket stift rettet mod alle de her udskudte betalinger. Med de nye nedlukninger er den omsætning, man skulle have haft ind for at betale moms, udeblevet,« siger Marc Perera Christensen, der ligefrem taler om et »efterslæb« på konkurssiden.
»Der er nogle, som under almindelige markedsvilkår allerede ville have bukket under, men som har overlevet på hjælpepakker og udskudt moms. Men de har blot skubbet regningen foran sig,« siger Marc Perera Christensen.