Fra milliontab til gæsterekorder: Attraktioner på vild rutsjebanetur
Nedlukninger, coronarestriktioner og hjælpepakker har ramt Østjyllands forlystelser og attraktioner vidt forskelligt.
Coronakrisen har været både op- og nedtur for østjyske forlystelser og attraktioner. Mens nogle er kommet fortumlede ud af 2020, har andre med kriller i maven sat nye rekorder.
En af de hårdest ramte er Tivoli Friheden i Aarhus, som tabte på både gynger og karruseller og mistede omkring halvdelen af sine gæster i forhold til 2019. Nu imødeser direktør Henrik Ragborg Olesen et underskud i størrelsesordenen 5-10 mio. kr., når regnskabet bliver gjort endeligt op.
»Indtægterne svigtede. Til gengæld blev udgifterne på nogle områder større. Det har bare været et horribelt dyrt år,« konstaterer han.
»En ting er, at der kom meget færre gæster, men dem, som kom, skulle vi tage os af på en helt anden måde, end vi plejer. Normalt køber vi rengøringsartikler for omkring en halv mio. kr. Den regning løb sidste år op i 1,6 mio. kr.,« afslører tivolidirektøren.
De foregående år har tivoliet givet et overskud i omegnen af 5 mio. kr., og på trods af at halloween gik frem med 8.000 gæster til i alt 61.000 gæster, og blomsterfestivalen i juli trak 42.000 ekstra gæster, faldt sæsontallet samlet set fra 636.000 i 2019 til 341.000 i 2020.
Ingen sommerpakke
Forlystelsesparken har modtaget 7-8 mio. kr. i hjælpepakker, men fik ikke del i regeringens sommerpakke, så den som mange andre kunne reducere billetprisen.
2020 har bogstaveligt talt været en jagt på 25-ører i krogene. Vi ser med længsel frem til lidt mere normale tilstande.Thomas Bloch Ravn, museumsdirektør, Den Gamle By
»Det er en alvorlig sag at tabe så mange penge og så mange gæster. Heldigvis synes vi selv, at vi godt kan forklare, hvorfor det er sket,« siger Henrik Ragborg Olesen.
Stik modsat gik det på den østjyske savanne, hvor de vilde dyr i Ree Park ved Ebeltoft tiltrak så mange nye safarigæster, at adm. direktør Jesper Stagegaard taler om et historisk rekordår.
»Vi har aldrig haft så mange gæster før,« fastslår direktøren.
»Ree Park blev en del af en tendens, hvor zoologiske haver og akvarier havde tilbagegang, mens åbne safariparker, hvor der er plads til at røre sig, oplevede stor fremgang.«
Ree Park hævede i fjor gæstetallet med 11 pct. fra 190.000 i 2010 til 211.000 – godt hjulpet af regeringens sommerpakke med halv pris i bl.a. zoologiske haver.
»Mange har benyttet den billige mulighed til at teste, hvad Ree Park egentlig er for noget,« fortæller Jesper Stagegaard.
Der skulle ske noget
»Der har skullet ske noget i en sommer, hvor man ikke har rejst. Selv produkter som overnatning, som er ret dyrt, og hvor der ikke var rabat, har været virkelig populære. Økonomisk betyder overnatningerne meget, og selv om vi endnu ikke kender tallene fra hjælpepakkerne, kommer vi ud af året med et overskud, som er væsentligt drevet af et højt sommerbesøgstal og overnatninger,« siger Jesper Stagegaard.
Støtteordninger og grænselukninger gav også det gode skib ”Fregatten Jylland” i Ebeltoft ekstra vind i sejlene med næsten 9 pct.s publikumsfremgang i forhold til året før.
Direktør Karin Buhl Slæggerup tilskriver lidt af fremgangen sommerpakkens billettilskud, men især de ekstraordinært mange sommerturister på Djursland.
»Danskerne kunne ikke rejse ud, og der kom rigtig mange til Ebeltoft med campingvogn, båd eller for at bo i sommerhus. Vi gjorde en stor indsats for at få fat i turisterne, og vi synes selv, det lykkedes godt,« fortæller Karin Buhl Slæggerup.
Betalte støtte tilbage
Knap 73.000 betalende gæster gik i fjor om bord på den gamle fregat mod knap 67.000 året før. Årsresultatet plejer at være et lille overskud omkring 100.000 kr., men det ventes ifølge direktøren at blive højere.
»Vi kommer ud af året med en fin likviditet. 2020 var så godt, at vi allerede i efteråret valgte at tilbagebetale kompensation for løn og faste udgifter. Vi syntes ikke, det var at udvise samfundssind at præstere et overskud og så lægge de 700.000 kr. fra staten oveni,« siger hun.
De mange turister på Djursland blev dog ingen redning for Kattegatcentret i Grenaa, som i fjor nåede op på 129.000 gæster – ca. 7 pct. under budgettet. Samtidig faldt omsætningen på servering.
»Gæsterne afkortede deres besøg, og så køber de væsentlig mindre mad og drikke,« forklarer direktør Helle Hegelund.
Økonomisk kommer saltvandsattraktionen ifølge hende dog ud af året med et lille overskud.
Glade for lille overskud
»I lukkeperioderne gik vi i dvaletilstand, og vi har udskudt en renoveringsopgave til 3 mio. kr. til i år. De penge er stadig bundet til renoveringen af Den Blå Hal, men når vi får penge fra kompensationsordningerne, forventer vi stadig et lille overskud på måske 200.000-400.000 kr., og det er vi tilfredse med,« fortæller Helle Hegelund.
Forlystelsesparken Djurs Sommerland brød stimen af sæsonrekorder og fik besøg af 450.000 gæster mod 780.000 i 2019 – et tab på hele 330.000 gæster. Ifølge direktør Henrik B. Nielsen ramte især regeringens tvangslukninger hårdt.
»Vi har haft færre åbningsdage end normalt, så vi tilbød indehavere af sæsonkort, at de kunne annullere eller overføre det til 2021, fordi sæsonen blev kortere. Det har et større antal benyttet sig af, og det slår jo ud på besøgstallet,« forklarer Henrik B. Nielsen.
»Sommersæsonen var fornuftig på et lidt lavere niveau, end vi umiddelbart havde forventet, men med en sommerpakke, der gav rabat på adgang til næsten alt andet end forlystelsesparker, var det sådan set OK,« bedyrer han.
Dinosaurer må vente
Et planlagt dinosaurland med forlystelser og salgsboder med åbning i år blev allerede sidste forår udskudt til 2022.
»Udfordringen var, at vores leverandører ikke kunne levere, så vi kunne blive færdig til 2021. Ellers får coronakrisen ingen konsekvenser. Vi har opretholdt samme bemanding, og vi arbejder frem mod en åbning den 30. april og sætter vores lid til vaccinen, så 2021 ikke bliver så udfordret som 2020,« siger Henrik B. Nielsen.
Moesgaard Museum i Højbjerg var samlet set lukket i over tre måneder i 2020. Det førte til en tilbagegang i besøgstallet på 7 pct. til 309.000 museumsgæster. Alligevel er direktør Mads Kähler Holst efter omstændighederne godt tilfreds.
»Det skyldes bl.a., at vi har haft en meget populær særudstilling om Pompeji og et rigtig flot publikumsbesøg i sommer,« forklarer han.
»Desværre er vi nu igen hårdt ramt af en nedlukning midt i en højsæson. Vi åbnede vores nye særudstilling om neandertalere midt i november. Udstillingen nåede at være åben i under en måned,« siger Mads Kähler Holst.
Holder skindet på næsen
Han kender ikke resultatet efter den sidste nedlukning, men den første i foråret kostede museet 4 mio. kr.
»Vi har gjort alt, hvad vi kunne, for at udgiftsbegrænse, så jeg regner med, at vi kommer igennem med skindet på næsen – måske lidt under budgettet,« lyder hans vurdering.
Museum Jorn i Silkeborg mistede i fjor omkring 7.000 besøgende som følge af coronarestriktioner og endte ved udgangen af året på 38.000 gæster mod 45.000 i 2019. Alligevel erklærer museumsdirektør Jacob Thage sig ganske tilfreds.
»Den 20. juni så det helt katastrofalt ud. Vi imødeså et millionunderskud og mulige fyringer. Takket være billetordningen og udstilling af nogle kæmpestore Per Kirkeby-malerier hen over sommeren fik vi vendt skuden, så vi får et minimalt overskud på omkring 50.000 kr. Og det er efter omstændighederne tilfredsstillende,« forsikrer han.
En granskning af det faldende publikumstal afslører dog en positiv udvikling, som giver håb for tiden efter corona.
»Det er i høj grad skoleklasser og grupper, som er udeblevet, mens vi har oplevet et stigende besøgstal fra andre gæster. Så på den måde synes vi, at vi er kommet rigtig godt igennem 2020,« fastslår Jacob Thage.
Fyringer i Den Gamle By
212.000 færre gæster betrådte i 2020 de brostensbelagte stræder i Den Gamle By i Aarhus i forhold til året før, hvor der var 523.000 besøgende. Det resulterede i en hård sparerunde, fortæller direktør Thomas Bloch Ravn.
»Folk har været gode til at spare på alle områder. Renoveringer er blevet udskudt, og vi har gennemført en større fyringsrunde. Derfor kan vi nok nøjes med et mindre underskud. Jeg kender ikke det præcise tal, men der tales om 1,5 mio. kr.,« afslører direktør Thomas Bloch Ravn.
Han sætter sin lid til, at 2021 bliver bedre.
»2020 har bogstaveligt talt været en jagt på 25-ører i krogene. Vi ser med længsel frem til lidt mere normale tilstande,« erkender museumsdirektøren.