Skanderborg-skov skal være mere brugervenlig
Stisystemet bliver renoveret og søbadet skal sættes i stand til næste år.
Dyrehaven i Skanderborg skal nu have løftet sin rekreative værdi for borgere. Skanderborg Byråd har netop givet grønt lys for en proces, som bl.a. skal forbedre skovens stisystem, renovere søbadet og føre til byggeriet af et samlingssted af høj designmæssig kvalitet.
»Målet er at optimere borgernes oplevelse i Dyrehaven – gøre gåturen, løbeturen og udflugten med børnehaven mere spændende,«forklarer projektleder Vibeke Breuerbach.
Skanderborg Kommune har tidligere afsat 100.000 kr. til udviklingsfasen af de rekreative oplevelser sammen med de andre parter i projektet – bl.a. Lokale- og Anlægsfonden, Skanderborg Museum og Skanderborg Festival Klub, som hvert år i august afholder Smukfest i skoven.
Mange møder
Borgere og foreninger har ved flere lejligheder deltaget i udviklingsarbejdet, og resultatet er en rapport, der belyser muligheder, behov og ønsker for rekreative oplevelser i Skanderborg Dyrehave.
For os giver det rigtig god mening at bygge en installation af så god kvalitet, at den ikke skal pilles ned igen efter festivalen.Søren Eskildsen, talsmand, Skanderborg Festival Klub
»Der er kommet mange forslag til, hvordan Dyrehaven kan bruges til forskellige typer oplevelser bl.a. som rekreativ skov og som fredet udflugtsmål,« fortæller Vibeke Breuerbach.
En opgradering af skovens stisystem og søbadet har ifølge projektlederen høj prioritet.
»Kommunen tager stierne, og så har Smukfest lovet at gå ind og bidrage med noget økonomi og renovering af søbadet. Vi begynder med nogle planlægningsmøder i januar og skulle gerne arbejde så hurtigt, at man kan begynde at se nogle ting i foråret. Derefter skulle det gerne blive mere og mere,« siger hun.
Bedre oplevelser
Oplevelsen under skovturen skal styrkes gennem skiltning, bedre formidling af ruter til forskellige brugertyper – bl.a. en kulturhistorisk rute – bænke, toiletter, skraldespande og belysning. Museum Skanderborg bidrager med formidling om bl.a. Anden Verdenskrig og dyrehaven som et historisk samlingssted.
Skanderborg Festival Klub skal i samarbejde med kommunen stå for en mindre renovering af søbadet, som formentlig vil være afsluttet inden Smukfest 2021. Byggeriet af et mere permanent overdækket mødested i skoven vil dog ifølge projektlederen næppe blive realiseret i år, da det vil kræve en række myndighedsgodkendelser.
»Det bliver en længere proces. Det skal have høj kvalitet, så der skal sættes en designproces i gang. Derfor kan vi ikke love, at det er færdiggodkendt i 2021,« siger hun.
Finansieringen af installationen afhænger af, at stedet også kan bruges som festivalinstallation, da det forventes, at Smukfest med hjælp fra bl.a. Lokale og Anlægsfonden finansierer processen og etableringen.
»For os giver det rigtig god mening at bygge en installation af så god kvalitet, at den ikke skal pilles ned igen efter festivalen, men kan bruges år efter år og være til glæde for skovens brugere resten af året,« fortæller talsmand Søren Eskildsen, Skanderborg Festival Klub.