Erlings bar har fået årets jazzpris
Erlings Jazz- og Ølbar i Mejlgade i Aarhus har så stor værdi for jazzmusikken i Aarhus, at spillestedet nu har fået Aarhus Jazz Talent Pris 2020.
Prisen uddeles af Aarhus Jazz Festival, og den gives til en person eller et initiativ, der har gjort sig ekstraordinært bemærket og har udvist et særligt talent i sit virke for jazzmusikken i Aarhus. Udover æren følger der 10.000 kr. med i prisen.
»Det betyder virkelig meget for os, at der bliver sat pris på vores live-jazz arrangementer. I to år har vi brugt rigtig mange timer og penge på at få den musikprofil og stemning, vi ønsker i baren. Derfor er vi utroligt glade for at vinde jazz-talent prisen 2020. Det betyder, at det ikke kun er os selv, der sætter enorm pris på de mange fantastiske jazzmusikere, der har spillet på det lille hjørne af Mejlgade,« siger Casper Søgaard i en pressemeddelelse.
Sammen med Nikolaj Riisbjerg og Simon Jensen åbnede han Erlings Jazz- og Ølbar i 2018 med ambitionen om at blive Aarhus’ nye stamsted for tørstige jazzentusiaster.
Jazzmiljøet i Aarhus og Østjylland er i disse år inde i en meget kreativ periode, hvor miljøet blomstrer og mange unge jazzmusikere og arrangører arbejder med spændende og nyskabende projekter, mener Aarhus Jazz Festival som begrundelse for at have indstiftet prisen.
Den officielle overrækkelse af Aarhus Jazz Talent Pris 2020 finder sted ved en koncert på Atlas i begyndelsen af 2021. Af coronaomstændigheder er den endelige dato endnu ikke fastlagt.