Fortsæt til indhold
Aarhus

Forsker om nedlukning: Hvis det ikke lykkes for os at knække kurven, kan det ende med mere drastiske tiltag

Afdelingslæge og forsker ved Aarhus Universitetshospital råder befolkningen til at hænge i, ellers kan det først gå helt galt, fortæller han.

Over 3.000 er torsdag blevet konstateret smittet med corona på landsplan.

Med det i mente meddelte regeringen, at en række nye kommuner også ville blive underlagt de nye restriktioner. Dermed er hele Region Midtjylland pålagt restriktioner.

»Det er oplagt at tænke andre regioner end Region Hovedstaden med. Når man når så mange smittetilfælde, som Region Midtjylland har ramt nu, så følger jo helt logisk de samme restriktioner, som man ser andre steder,« siger afdelingslæge og forsker i infektionssygdomme ved Aarhus Universitetshospital Christian Wejse.

Selv om der er blevet lukket delvist ned for store dele af landet, fortæller forskeren, at der kan være grund til at lukke endnu mere ned.

»Folk i Italien må ikke forlade deres egen hjemmekommune, og i San Francisco har man udgangsforbud. Det er jo den type af endnu mere drastiske tiltag, vi ser ind i, hvis det ikke lykkes for os at få den stigende epidemikurve knækket,« siger han.

I Aarhus Kommune er der torsdag blevet konstateret 192 nye smittetilfælde, og på landsplan ligger det tal på 3.132. Smittestigningen har været pænt opadgående de seneste dage og uger.

Christian Wejse mener dog ikke, at regeringen har handlet for langsomt.

»Det er let at være bagklog, og man kan altid spørge sig selv, om man skulle have sat ind noget før. Det må hele tiden baseres på de aktuelle tal, og det er også grundlaget for at træffe de her beslutninger,« siger forskeren.

Hæng i

Julen betyder for de fleste at være samlet med familien, men man skal lige stikke fingeren i jorden, fortæller Christian Wejse. Han har et klart budskab til borgerne.

»Det er enormt vigtigt, at vi ikke begynder at slække på anbefalingerne. Hvis folk tager hjem til jul, selv om de har symptomer, eller selv om en kollega er blevet smittet, så risikerer vi, at julen giver anledning til yderligere stor smitte,« siger han.

Selv håber han på at kunne holde jul i familiens skød.

»Hvis ikke jeg ryger i karantæne, skal vi holde med den nærmeste familie hjemme ved os. Vi bliver ni,« siger han.