Gymnasieelev om lukningstrussel: Lad det gå hurtigt
Gustav Godsk blev tvunget ind på STX-linjen på Aarhus Gymnasium, som nu risikerer lukning. Han appellerer til regionsrådet om en hurtig beslutning.
Får 1.g-elev Gustav Godsk fra Harlev en studentereksamen fra Aarhus Gymnasium på Dollerupvej i Aarhus, eller skal han snart skifte skole?
Det spørgsmål trænger sig på, efter at regionsrådets Udvalg for Regional Udvikling i denne uge indstillede STX-tilbuddet på Aarhus Gymnasium, Aarhus C, til lukning. Årsagen er, at studieretningen for andet år i træk ikke har kunnet tiltrække nok elever til at sikre et fagligt bæredygtigt gymnasium, lyder begrundelsen.
»Det er en meget underlig situation, vi er blevet bragt i. Der er meget usikkerhed blandt eleverne lige nu,« fortæller Gustav Godsk.
For ham er situationen særligt absurd, fordi han aldrig har ønsket optagelse på det blot to-årige Aarhus Gymnasium, som er en del af Aarhus Techs ungdomsuddannelser. Frem til i år kom unge fra Harlev som regel på Statsgymnasiet på Fenrisvej, men fordi politikerne ønskede en anderledes etnisk fordeling af aarhusianske gymnasieelever, ophørte den praksis.
Problemet var, at der ikke rigtig var nogen, som ønskede at begynde her. Vi var alle tvunget herud.Gustav Godsk, 1. g-elev, Aarhus Gymnasium
Gustav Godsk fik at vide, at han efter sommerferien skulle begynde i 1.g på Aarhus Gymnasium. Han gjorde indsigelse, men uden held, og det gav en underlig stemning ved skolestarten i august.
Alle blev tvunget
»Jeg var ikke den eneste, som var utilfreds. Problemet var, at der ikke rigtig var nogen, som ønskede at begynde her. Vi var alle tvunget herud,« fortæller han.
I den første tid forsøgte mange elever ifølge Gustav Godsk stadig at blive flyttet til andre gymnasier, men efterhånden accepterede de fleste deres skæbne.
»Stemningen ændrede sig, og folk gav det en chance, og nu tror jeg faktisk godt, at vi kan få det til at køre og blive megafedt,« siger han.
»Nu er vi kommet ud i vores studieretningsklasser og har været her i en måned. Det begynder at køre helt perfekt, og så får vi den her nyhed om, at vi måske skal lukke igen.«
Mens de seneste måneder har handlet om at skabe et godt studiemiljø og sammenhold, er eleverne nu blevet i tvivl om, om det overhovedet kan betale sig at investere mere i fællesskabet.
»Vi ved ikke, om det kan betale sig at arrangere klassefester, hytteture eller lave noget i fritiden sammen, fordi det hele kan ryge i vasken lige om lidt.«
Splittede elever
Indstillingen hos klassekammeraterne er ifølge ham også meget forskellig.
»Vi er meget splittede. Nogle skriver læserbreve og prøver at råbe lidt op for at forhindre, at det bliver lukket, mens andre i virkeligheden bare håber, at det lukker hurtigst muligt.«
Aarhus Gymnasium, Aarhus C, blev oprettet, da Aarhus Tech i oktober 2018 fusionerede med Langkaer Gymnasium i Tilst. Men søgningen har været lav, og Aarhus Gymnasium har i øjeblikket kun to STX-klasser på Dollerupvej og to i Tilst-afdelingen. Ifølge regionsrådets formand for Udvalg for Regional Udvikling, Jørgen Nørby (V), er det ikke muligt – uden yderligere tvangsflytning af elever – at opretholde et godt gymnasietilbud.
»Det er ikke lykkedes for Aarhus Tech at skabe et tilbud, som de gymnasiesøgende har taget til sig. Det må vi tage bestik af, hvis vi skal undgå at flytte elever til et tilbud, de ikke har ønsket. Det er ikke nogen nem beslutning, men det er en nødvendig beslutning,« erklærer Jørgen Nørby (V).
Vil ikke vente
Regionsrådet skal træffe beslutningen om den endelige kapacitetsfordeling på gymnasieområdet på sit møde den 16. december. Derefter sendes regionsrådets indstilling til ministeriet.
Hvis beslutningen bliver at lukke Aarhus Gymnasium, appellerer Gustav Godsk til, at eleverne hurtigst muligt får lov at skifte og helst til de gymnasier, som de oprindeligt havde ønsket at komme på.
»Det værste ville være, hvis vi bare skal fortsætte resten af skoleåret og så derefter bliver tvunget til at flytte. Så kommer man ind i en klasse, som allerede har været sammen i et år. Det vil være megaunderligt,« mener han.