Fortsæt til indhold
Aarhus

Ny klimaplan for Silkeborg kræver borgernes medvirken

Der er udlagt 11 nye initiativer i den nye klimahandleplan, og ét af dem kræver borgernes hjælp.

En CO2-neutral kommune i 2025.

Sådan lyder klimahandleplanen for 2021 i Silkeborg Kommune, som også har inddraget borgerne.

»Vi vil tage borgerne med i overvejelse i henhold til de her gas- og oliefyr, da vi kan se, at borgerne står for langt det meste af CO2-aftrykket,« fortæller formanden for Klima- og Miljøudvalget i Silkeborg Kommune, Claus Løwe (SF).

I en ny klimahandleplan for kommunen er der nemlig udlagt 11 initiativer, som skal sikre, at Silkeborg Kommune som virksomhed bliver CO2-neutral i 2025.

Hvis vi får politisk opbakning nok til den her handleplan, har vi mulighed for at blive CO2-neutrale i 2025.
Claus Løwe (SF), formand for Klima- og Miljøudvalget i Silkeborg Kommune

Et af de initiativer går ud på at udskifte private gas- og oliefyr, men det er ikke op til kommunen selv at skifte dem. Det må borgernes selv være med til. Ifølge Claus Løwe er der lagt 5 mio. kr. til side til klimaplanen.

»Det er vigtigt at nævne, at handleplanen omfatter Silkeborg Kommune som virksomhed. Det vil sige, at borgerne som sådan ikke er en del af det, men vi er ambitiøse og har valgt at prøve at inddrage dem i handleplanen,« siger Claus Løwe.

Ingen tvang

Han fortæller, at det lige nu er borgerne i Silkeborg Kommune, som står for klart mest af kommunens samlede CO2-udledning, og derfor skal der sættes muligheder op for borgerne, som kan motivere dem til at skabe en grønnere kommune, fortæller Claus Løwe.

»Vi kan ikke diktere, at fyrene skal skiftes, men vi har brug for, at de tager medansvar i en grønnere kommune, og så skal de jo have lyst til selv at gøre det. Vores mål er at præge dem til at få lyst til at skifte ved blandt andet at rådgive dem,« siger han.

Hvor mange olie- og gasfyr, der findes i kommunen, kan Claus Løwe ikke svare på, men han fortæller, at der er tale om mange. Det vil formanden og resten af Klima- og Miljøudvalget i kommunen gerne have ændret, og derfor kan rådgivning være vigtig.

»Jeg har på fornemmelsen, at en del borgere ikke ved, hvordan man skal gribe det an, hvis man vil af med et gasfyr, og det er det, vi kan hjælpe dem med,« siger han.

Målet skal nås

Om fem år skal Silkeborg være fuldstændig CO2-neutral, og det er ikke urealistisk, mener Claus Løwe.

»Hvis vi får politisk opbakning nok til den her handleplan, har vi mulighed for at blive CO2-neutrale i 2025. Der skal bare investeres i det. De 5 mio. kr., som er blevet lagt til side, er langt fra nok, men det er en begyndelse,« siger formanden for Klima- og Miljøudvalget.

De 11 initiativer vil blive sat i gang, når kalenderåret skifter til 2021.