Fortsæt til indhold
Aarhus

SF er klar med kandidater til kommunalvalget

SF's gruppeformand i Aarhus Byråd, Jan Ravn Christensen, overvejer sin politiske fremtid.

SF Aarhus har sat navn på partiets øverste kandidater på stemmesedlen til kommunalvalget om præcist et år.

Først til januar afgør medlemmerne af partiet rækkefølgen på stemmesedlen, hvor partiet dog allerede har vedtaget, at børne- og ungerådmand Thomas Medom skal stå øverst.

Blandt de øvrige øverste navne bliver nuværende SF-byrådsmedlemmer Mette Bjerre og Liv Gro Jensen, som skiftede fra Alternativet til SF i juni. Det sidste nuværende byrådsmedlem for SF, Jan Ravn Christensen, bliver ikke blandt de øverste kandidater.

»Jeg er stadig uafklaret,« fastslår Jan Ravn Christensen, der har siddet i Aarhus Byråd siden den 1. januar 2010.

Jan Ravn Christensen vil dog uanset placering på stemmesedlen have en større chance for at blive valgt af partistøtterne næste år. SF har besluttet at droppe traditionen for at opstille lokale kandidater i Aarhus på partiliste-modellen og erstatter den med sideordnet opstilling, hvor vælgernes antal personlige stemmer på en kandidat er afgørende, uanset hvor kandidaten er placeret på stemmesedlen.

SF har valgt tre mænd og frem kvinder til de øverste pladser på stemmesedlen den 16. november 2021.

»Vi har sammensat et kandidatfelt med stor viden inden for SF’s kerneområder: børn, socialområdet, miljø, klima og ældre. Jeg glæder mig over, at vores hold består af både erfarne og friske kræfter, og at vi geografisk dækker hele kommunen fra Skødstrup i nord over Midtbyen til Mårslet i syd og Hasselager i vest,« siger spidskandidat Thomas Medom i en pressemeddelelse.

SF’s første udgave af valgprogrammet er også klart. SF går efter at sætte skatten i kommunen op.

»Vi er en af de kommuner i Danmark, der bruger absolut mindst midler på velfærd. Kun få andre kommuner bruger færre penge pr. indbygger på velfærd end Aarhus. Det er ikke godt nok. Vi vil hæve skatten og investere pengene i vores fælles velfærd,« siger Thomas Medom.

I januar vælger SF-medlemmerne kandidaternes rækkefølge på listen i en urafstemning. SF er det tredjestørste parti i byrådet.