Fortsæt til indhold
Aarhus

SF skifter valgstrategi

Næste år bliver det vælgerne frem for partimedlemmerne, der skal bestemme, hvilke aarhusianske SF'ere der får mulighed for at komme i byrådet.

SF-Aarhus’ formand, Søren Kronborg Pedersen, kan ikke huske, hvornår det senest er sket. Eller om det nogen sinde er sket. Men når aarhusianerne næste år skal stemme om, hvem der skal repræsentere borgerne i byrådssalen, vil SF’s lokale kandidater blive opstillet på en ny måde. Partiet har skrottet partiliste-modellen og erstattet den med sideordnet opstilling.

»SF har tradition for at opstille kandidaterne på partiliste. Men denne gang lader vi det være op til vælgerne at bestemme, hvilke af vores kandidater der skal vælges i byrådet,« siger Søren Kronborg Pedersen.

Med partilister har partierne størst indflydelse på, hvilke kandidater der vælges ind. Her er det medlemmerne af den lokale partiforening, som vælger, hvilken rækkefølge de håbefulde kandidater skal stå på på stemmesedlen på. Dem, der står øverst på listen, har størst chance for at blive valgt.

Med sideordnet opstilling er det vælgerne, der bestemmer, i forhold til at det er de kandidater med flest personlige stemmer, der kommer ind, uanset placeringen på listen.

SF Aarhus har dog lavet en form for gardering i forhold til at lede potentielle vælgere hen på partiets mest populære lokalpolitiker. Partiets nuværende børne- og ungerådmand, Thomas Medom, blev allerede i april valgt til sit partis lokale spidskandidat. Resten af SF’s kandidatliste sammensættes løbene, så kandidaterne fra to til seks på stemmesedlen bliver fundet i januar 2021 og resten af SF-kandidatholdet i august 2021.

»Thomas var ved kommunalvalget i 2007 den kandidat, som samlet fik næstflest stemmer af aarhusianerne. Vi er overbevist om, at han også får et godt valg næste år,« siger Søren Kronborg Pedersen.

SF har i øjeblikket fire mandater i Aarhus Byråd.

Enhedslisten i Aarhus bruger normalt også partiliste, ligesom også DF i Aarhus Kommune gjorde det ved valget i 2017.