Fortsæt til indhold
Aarhus

Peter Brandes skal udsmykke Aarhus Domkirke

Med en donation fra Salling-Fondene skal et afsnit af Aarhus Domkirke udsmykkes af kunstneren Peter Brandes, der også har arbejdet med Roskilde Domkirke.

Budskaber fra biblen foreviget i værker af kunstner Peter Brandes er ikke noget nyt. Nu er det Aarhus Domkirkes tur til at få besøg af billedkunstneren, der har fået til opgave at udsmykke kirkens nordre gravkapel.

Gennem en årrække har menighedsrådet haft et ønske om at fortælle kirkens historie gennem kunsten, og det skal være billedkunstner Peter Brandes, der skal stå bag. Valget er faldet på den 76-årige kunstner, fordi han »gennem markante kunstværker i andre kirker og på toneangivende museer i Danmark og udlandet på enestående vis videregiver og fornyr den kristne tradition.« Det skriver Aarhus Domkirke i en pressemeddelelse.

Tidligere har Peter Brandes stået bag udsmykningen af Roskilde Domkirke, og nu er det altså Aarhus’ tur.

»Jeg er meget taknemmelig for at få lov til at udsmykke endnu en domkirke. Menighedsrådet bakker enigt op, så når stiftets endelige godkendelse er på plads, glæder jeg mig til at gå i gang efter mine skitser. Der er tale om et kapel med glasruder, alter, skulpturer og døbefont, men også et kapel med funktion til refleksion og andagt, som jeg har udformet lig med Sankt Andreas Kapel i Roskilde Domkirke,« udtaler Peter Brandes.

Med en donation på 7 mio kr. fra Salling Fondene kan udsmykningen af domkirken lade sig gøre.

»Domkirken har en særlig betydning for mig og for Aarhus, især fordi kirken udgør et sjældent rum for fordybelse midt i byen, og med den nye udsmykning af kirkens nordre kapel kommer der endnu et vigtigt sted, som byens borgere kan benytte til tro og eftertanke,« udtaler Karin Salling, der er næstformand i Købmand Herman Sallings Fond.

Udsmykningen af Aarhus Domkirke ventes at stå færdig i påsken 2022.