Favrskov vil tjekke folk på genbrugspladser
Fremover kan man risikere at skulle fremvise sit sygesikringsbevis for at få lov at komme af med sit affald på Favrskov Kommunes genbrugspladser. Det skriver Favrskov Forsyning på sin Facebook-side.
»Vores genbrugspladser er meget populære. Så populære, at borgere fra andre kommuner i stigende grad benytter dem,« skriver forsyningen og fortsætter:
»Selvom vi er beærede over, at de er vilde med at komme på netop vores pladser, er det selvfølgelig ikke i orden, at vi - og dermed borgerne i Favrskov - skal betale for at afsætte deres affald! Vi skruer derfor op for kontrollen. Så hvis vores genbrugsvejledere beder dig vise dit sundhedskort, når du besøger genbrugspladserne, så ved du hvorfor.«