Fortsæt til indhold
Aarhus

Skilteregler skal forhindre et nyt Las Vegas i Aarhus

Nye skilteregler skal skabe klarhed og forhindre en skilteskov i Aarhus. S vil forbyde digitale skærme, som drives af eksterne reklamefirmaer.

Plads til moderne skiltning, men ingen skilteskov.

Det er den balance, som politikerne i Aarhus skal finde i de kommende måneder, når et nyt sæt skilteregler skal diskuteres i byrådet.

»Aarhus må ikke blive et Las Vegas med blinkende skærme alle steder. Der skal være plads til nye moderne LED- og lysskilte, men vi skal kunne styre reguleringen af det. Det primære er også at lave regler, som er klare og enkle at forstå for borgere og virksomheder,« siger teknisk rådmand Bünyamin Simsek (V), der afventer et endeligt forslag til regler fra forvaltningen.

Jeg er godt træt af den sag i Viby.
Bünyamin Simsek (V), teknisk rådmand

Et udkast til regler med titlen ”Skilte i byens rum” er udformet og har været i høring hos en række virksomheder. Målet er at få mere enkle og klare regler, som borgere og virksomheder bedre kan forstå, fortæller Simon Detjen Schmidt, arkitekt ved Plan under Teknik og Miljø:

»I dag er problemet, at der nogle steder ikke er indskrevet skilteregler i lokalplanerne, det gælder f.eks. ved nogle indfaldsveje, og andre steder er det gamle byplanvedtægter, der er gældende. Derfor er der behov for nye og mere ensartede retningslinjer, som også skal bruges i dialogen med virksomhederne om god skiltning,« siger han.

I udkastet til nye regler er der endnu ikke lagt klare linjer for, hvor restriktive reglerne skal være.

»I forbindelse med retningslinjerne skal der bl.a. drøftes rent politisk, om der er brug for en mere restriktiv eller friere linje over for skiltning, herunder retningslinjer for den digitale skiltning, som aktuelt giver en del problematikker,« siger Simon Detjen Schmidt.

Egne reklamer

Et spørgsmål til diskussion er, om det skal være tilladt for virksomheder og centre at opsætte digitale skærme, der reklamerer for dem selv, som f.eks. Viby Centret gør, mens det ikke skal være tilladt for kommercielle reklamefirmaer at opsætte og drive digitale skærme for at lave en forretning på reklamer.

Spørger man Ango Winther (S), teknisk ordfører, er svaret et nej tak til eksterne firmaer:

»Vi må først drøfte, hvordan de nye regler skal se ud, men jeg mener umiddelbart, at det skal være o.k. for butikker og centre at reklamere for de ting, de selv sælger, men det skal ikke være tilladt for firmaer at sætte skærme op alle steder og sælge reklamer for alting, for det er at gå for vidt,« siger han.

Træt af den sag

Et eksempel er en sag om en reklameskærm ved Viby Torv, der er opsat uden tilladelse og drives af et reklamefirma i Odense. Skærmen har medført en tre år lang juridisk strid om en reklameskærm ved Viby Torv, og den slags sager skal de nye skilteregler gerne være med til at forhindre.

Det siger teknisk rådmand Bünyamin Simsek (V):

»Jeg er godt træt af den sag i Viby, og jeg synes, det er uskønt, at man prøver at finde gråzoner for at trække tiden ude, mens pengene klinger i kassen. Det er ikke en måde at drive forretning på, og det tager jeg afstand fra. Vi har brug for handlemuligheder som kommune, så vi kan gribe ind i den slags sager, og så skal vi forsøge at fjerne de gråzoner, som gør, at vi ender i sager som den i Viby,« siger han.

Rådmanden vil i første omgang fremlægge forslaget til nye skilteregler for teknisk udvalg til en drøftelse.