Lokal S-profil melder sig på banen i sexismedebat
Arbejdet med at komme seksuel chikane til livs kræver mere end hensigtserklæringer, siger byrådsmedlem Louise Lindskrog (S), der vil bane vejen for, at unge kvinder i lokalpolitik skal have modet til at råbe op.
»Vi kan som parti ikke med troværdighed udtale os om arbejdsmiljø i fremtiden, hvis vi har en seriekrænker siddende som overborgmester i København og næstformand i vores parti.«
Sådan lyder beskeden fra byrådsmedlem i Aarhus Louise Lindskrog (S), der på Instagram og Facebook har været ude og kritisere Københavns nu tidligere overborgmester Frank Jensens (S) håndtering af sagen, hvor han har krænket flere kvinder.
Det handler om, at vi skal ændre på kulturen, så unge kvinder i fremtiden ikke kommer til at have de oplevelser, som vi, der er her nu, har haft.Byrådsmedlem Louise Lindskrog (S)
Den seneste uges fokus på den tidligere overborgmesters sager har fået mange kritiske røster til at give sagen et par ord med på vejen. Det gælder også Louise Lindskrog, der sammen med 322 andre kvinder lavede et fælles opråb om sexisme i politik.
»Det er ikke nok med hensigtserklæringer og løfter om, at nu skal tingene ændre sig. Det vigtige er konkret handling, og alle skal vide, at det får konsekvenser, når man udnytter sin magtposition og krænker andre, der er lavere i hierarkiet. Man kan ikke blive ved med at slippe afsted med det, så konsekvenser er afgørende for, at andre vil revurdere deres adfærd,« siger hun.
Lokal og national problematik
Louise Lindskrog har siden 2018 været medlem af Aarhus Byråd. Magistraten har tidligere drøftet, hvordan Aarhus Kommune i større grad kan komme med initiativer, der bl.a. skal forebygge seksuel chikane i byrådet. Herunder hører et forslag om, at der laves en trivselsmåling for det nuværende byråd med fokus på sexchikane.
Ligesom mange andre kvindelige medskrivere af det fælles opråb, sidder Louise Lindskrog også selv med erfaringer og oplevelser med krænkende adfærd fra sit arbejde som lokalpolitiker, som hun skammer sig over.
»For fremtiden skal det være tryggere for unge kvinder at engagere sig i politik både i Socialdemokratiet og i andre partier. Det er ærgerligt, at nogle taler om hævnmotiver, fordi det handler på ingen måde om hævn. Det handler om, at vi skal ændre på kulturen, så unge kvinder i fremtiden ikke kommer til at have de oplevelser, som vi, der er her nu, har haft,« siger hun og fortæller, at hun i byrådet har fået lovning på, at der i fremtiden vil være en forbedret indsats på området fra byrådets side.
Selv har hun også et medansvar for at rykke debatten, siger hun. Det vil hun gøre ved at italesætte emnet på de sociale medier for at vise unge kvinder i DSU (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, red.) i Aarhus samt Børne- og Ungebyrådet, at det kan betale sig at råbe op, fortæller hun.