Aarhusiansk højskole ramt af coronaudbrud
Højskolen forventer at kunne tage imod de hjemsendte elever igen i uge 43.
Samtlige elever på Aarhus Idrætshøjskole – med undtagelse af skolens udenlandske elever – har siden tirsdag været hjemsendt, efter at en elev samme aften blev konstateret smittet med coronavirus. Det oplyser højskolen i en pressemeddelelse.
Sidenhen er 12 elever testet positiv for smitte med coronavirus, men forstander Henrik Løvschall forventer, at eleverne kan vende tilbage til skolen allerede i uge 43.
»Vi tog med det samme kontakt til Styrelsen for Patientsikkerhed for at reagere helt efter bogen, samtidig med at vi har reageret så hurtigt, som vi overhovedet har kunnet, så smitten ikke er løbet løbsk her på skolen. På den måde har vi kunnet minimere smitteudbruddet så meget som muligt, og vi regner derfor med at have de ikke-smittede elever tilbage igen i løbet af tirsdag aften,« forklarer forstanderen.
Alle elever bliver nu testet lørdag og mandag, hvilket er fjerde- og sjettedagen, hvorefter de med to negative testsvar vil kunne vende tilbage til skolen. De ansatte på skolen vil ligeledes lade sig teste.
»Selv om vores elever har gjort alt for at passe på hinanden, så er problemet, at de smittede ikke altid har kunnet mærke nogle symptomer. Den første smittede blev konstateret, fordi nogle elever pludselig ikke kunne smage og lugte maden så godt, som de plejer. Og når det har været eneste symptomer hos nogen, har vi været udfordret,« siger Henrik Løvschall.