Fortsæt til indhold
Aarhus

Nyfortolket bankospil skal skabe frirum for indlagte børn

Børn indlagt på Aarhus Universitetshospital kan torsdag deltage i en nyfortolkning af det traditionelle bankospil. Målet er at få børnene op af sengene og i gang med at bevæge sig.

”Nimmer nutten”, ”smør 40” og ”gamle Ole”. Der vil blive spillet om både rækker og fuld plade, når Aarhus Universitetshospital (AUH) i samarbejde med initiativet Legeheltene torsdag inviterer indlagte børn til såkaldt ”bevægelsesbanko” som en del af et landsdækkende, månedligt tilbagevendende arrangementet, hvor i alt 13 hospitaler deltager.

Det oplyser Børneulykkesfonden, der står bag Legeheltene, i en pressemeddelelse.

Ifølge pressemeddelelsen skal det nye bankokoncept være et forfriskende indslag i den hvide hospitalsverden. I en pangfarvet balje vil tal blive skrevet ned på små bolde, mens børnene spiller med i farvede heltekapper. Når tallene råbes op på vaskeægte bankomanér, udløser nogle af dem en leg, øvelse eller bevægelse, som børnene skal lave med kroppen. Det kan eksempelvis være at hinke 10 gange eller at gå på tæer, mens der bliver talt til 20, lyder det.

»Tiden kan føles lang, når man er indlagt – især i denne tid, hvor tilbuddene til børnene har været begrænsede. Vi har derfor testet det nye koncept under corona med stor succes. Idéen er, at børnene får en sjov oplevelse, de vil huske, får gang i kroppen – og så får de en fin præmie, de kan tage med ind på stuen og lege videre med,« udtaler Henriette Madsen, generalsekretær i Børneulykkesfonden.

89 paller med præmier

Præmierne sponsoreres af Salling Group, der har doneret 89 paller med legetøj, bamser, spil og bøger til de 13 hospitalers bankospil. Legetøjet stammer fra Sallings Groups opkøb af den konkursramte legetøjskæde Top Toys varelager.

»Vi har været omhyggelige med at finde en god samarbejdspartner, der kan overtage legetøjet, så vi er sikre på, at det ender hos de rigtige modtagere og virkelig vil blive værdsat. Derfor er vi glade for, at Børneulykkesfondens Legehelte giver legetøjet nyt liv hos børn, som får stor glæde af det,« fortæller Annette Juhler Kjær, der er group vice president, public affairs, communication & CSR i Salling Group.

Arrangementet begynder torsdag klokken 10.30, og alle børn, der er indlagt på AUH, kan deltage.