Fortsæt til indhold
Aarhus

Kvinde fik stjålet cykel, men narrede den tilbage fra cykeltyv

Kvinden fandt sin stjålne cykel i en salgsannonce på Facebook.

En 33-årig kvinde fik i weekenden stjålet sin cykel, men lykkedes med egen detektivindsats at få den tilbage. Det fremgår af døgnrapporten fra Østjyllands Politi.

Her fremgår det, at kvinden efter tyveriet efterfølgende fandt sin cykel til salg på Facebook. Derfor kontaktede hun tirsdag sælgeren - den formodede cykeltyv - og aftalte at mødes samme aften med henblik på køb af cyklen.

Da aftalen var i hus mødte hun tirsdag eftermiddag op på politigården i Aarhus og fortalte betjente om hendes plan.

Således tog to betjente hen til det aftalte mødested på Herambsgade i Aarhus, hvor de traf to mænd på hhv. 33 år og 29 år, som ville sælge kvinden cyklen tilbage. Begge mænd blev anholdt og sigtet for tyveri af cykel.