Smittetallet tager et stort hop i Silkeborg
Fra søndag til mandag er smittetallet steget markant i Silkeborg Kommune.
Det seneste døgn har Silkeborg Kommune oplevet en kedelig udvikling i tallene for coronatilfælde i kommunen.
Der er nemlig sket en stigning i antallet af smittede fra tre til hele 24 nye smittede fra søndag til mandag. De seneste syv dage er 72 nye blevet smittet, og målt pr. 100.000 indbyggere ligger Silkeborg nu på 77 nye smittetilfælde den seneste uge.
Det er langt over bekymringsgrænsen på 20, som sundhedsmyndighederne holder særligt øje med.
En analyse af data fra Styrelsen for Patientsikkerhed af nye smittede det seneste døgn viser desuden, at smitten er spredt i hele kommunen og i alle aldersgrupper op til 80 år. Det oplyser Silkeborg Kommune på deres hjemmeside.
Her meddeles det desuden, at de nye smittede det seneste døgn bor i eller i nærheden af Alderslyst, Ans, Buskelund, Gjessø, Grauballe, Gødvad, Midtbyen, Resenbro, Sejs-Svejbæk, Them, Virklund og Århusbakken.
Der er smitte i alle aldersgrupper med en lille overrepræsentation i de yngre aldersgrupper mellem 11-40 år.
I forrige uge fik Silkeborg Kommune derudover en meddelelse om, at en medarbejder på Botilbuddet Frydenslund i Silkeborg er testet positiv for smitte med coronavirus. Der blev iværksat isolation, smitteopsporing og test af beboere og medarbejdere. 31 beboere er nu testet negative for smitte.
32 medarbejdere er testet, og det viste sig, at seks af dem er testet positive for smitte og sendt i isolation. Tre medarbejdere afventer stadig svar på test, oplyser kommunen.
Krisestaben i Silkeborg Kommune opfordrer både borgere og virksomheder til fortsat at følge anbefalinger og restriktioner, regeringen og sundhedsmyndighederne har indført for at reducere smittespredningen.