Christian Budde ny politisk leder af Venstre i Aarhus
Venstre i Aarhus Kommune har på et opstillingsmøde officielt valgt Christian Budde som spidskandidat frem mod kommunalvalget i 2021. Det betyder samtidig, at Christian Budde nu er ny politisk leder for Venstre i Aarhus Kommune. Opstillingsmødet fandt sted på Elværket i Åbyhøj, hvor Christian Budde blev valgt uden modkandidater.
»Hos Venstre i Aarhus Kommune ser vi frem til et spændende og givende samarbejde med Christian Budde, og vi er meget fortrøstningsfulde ved at have ham i spidsen for Venstre frem mod KV21,« oplyser Susanne Green, formand for Venstre i Aarhus Kommune, i en meddelelse.
Christian Budde har siden sin indstilling til posten som spidskandidat været i gang med at skabe fundamentet for Venstres fremtidige udvikling. Arbejdet vil for fremtiden foregå i tæt samarbejde med byrådsgruppen, Venstre i Aarhus Kommunes bestyrelse samt andre, der måtte have interesse for det borgerlige projekt, oplyser Venstre.