Jægeren er mårhundens største trussel

Han tager sigte. Regnen er stoppet, men alligevel drypper det ned på den kamuflerede kasket. Gennem sigtet kan han tydeligt se sit bytte. Han holder vejret, men han skyder ikke. Den ved ikke, at han sigter på den, så han skynder sig ikke.

Trustrup på Norddjurs er ikke en stor by. En købmand, en frisør og et pizzeria er, hvad den kan byde på, men det er til gengæld her, en noget speciel jæger bor. Ude på sin gård med høns, to katte og en hund ved navn Mette Vuns, som han og hustruen, Lotte, bare kalder Mette.

Døren til det oplyste hus går op, og ud i regnen træder en mand iført kamuflagejakke og grønne høje gummistøvler. Man kan tydeligt se hans ånde i lyset fra lamperne på gårdspladsen. Han har en kasket på. Mårhund Djursland, står der på den.

Manden med kasketten hedder Peter Staunsbjerg, og han er jæger. Et hurtigt kig rundt i huset afslører ham. På væggene hænger trofæer af bukke, antiloper og sågar et vortesvin.

»Ja, vi har været rundt omkring. Vortesvinet har min kone skudt i Sydafrika,« siger Peter Staunsbjerg og viser sin jagtstue frem. Det store rum er overdækket af udstoppede dyr, billeder af familien på jagt og så selvfølgelig skind.

»Det er den her, vi skal skyde i aften,« siger Peter Staunsbjerg og går hen til et gråsort skind, som ligger slynget over ryglænet på en stol i værelset.

Pelsen på skindet er et virvar af mørke farver og er meget tykt og kraftigt. Det er fra en mårhund, som har indtaget store dele af hele Jylland og nu også her på Norddjurs. Denne regnvåde aften i oktober skal Peter Staunsbjerg ud og skyde netop den.

»Jeg mødte tilfældigvis en mårhund for godt seks år siden, og så gik jeg hjem og læste en masse om den. Et par dage efter skød jeg den så, fordi jeg kunne se, at den udgør et problem,« siger jægeren.

Peter Staunsbjerg har jaget i over 40 år, og på det seneste er det ikke blevet til mange jagter for jægeren. Alligevel går han stadig på jagt med gevær, når det kommer til mårhunde.

»Der er mange af dem, og jeg vil gerne af med dem. Så er det en spændende jagt – noget, vi ikke er vant til at se, og noget, man normalt ikke får lov til. I hvert fald ikke før i år.«

Han viser sin kaliber 220-riffel med lyddæmper frem. På den sidder et sigte med ledninger hængende fra det. Det er et natsigte, som gør det muligt for Peter Staunsbjerg at se i mørke. At skyde i mørke. Normalt er det ulovligt.

Det skyldes, at lovgivningen på området skal skabe de bedste rammer for dyrene, der bliver jaget, og skabe de sværeste rammer for jægerne. Dog har man gjort en undtagelse med mårhunden. Den er nemlig på EU’s liste over invasive arter, og derfor har Miljøstyrelsen nu gjort det muligt for jægere med særlig tilladelse at bruge natsigtet for at komme mårhunden til livs.

»De har ikke nogen naturlige fjender herhjemme. Jo, en kongeørn måske, men dem har vi altså kun måske fem af herhjemme. En ulv kan også finde på at spise dem, men hvor mange ulve har vi?« Han holder sin hånd op og tæller på fingrene.

»Det kan måske også tælles på én hånd. Det er de eneste, der kan tage dem … og så selvfølgelig os jægere.«

En jagt i regn og mørke

Peter Staunsbjerg begiver sig ud sin bil. Der er små tre kilometer hen til den såkaldte baitplads eller foderplads, hvor han dagligt er ude at lægge ny madning. Lige nu bruger han katte- og hundepiller, men ost fungerer lige så godt, når man skal tiltrække en mårhund. Regnen slår mod ruden på bilen, da han langsomt kører væk fra gårdspladsen og ud på en grusvej.

Det er ikke altid en dans på roser at jage mårhunde.

»Nogle gange tænker man da, mens man sidder i mørke og regn: ”Hvad pokker laver jeg herude i mørket, mens min kone sidder og ser Barnaby i fjernsynet?”Men det er jo spændingen ved det hele. Man ved aldrig, om man går hjem med noget, men man ser altid noget.«

Havde det været tørvejr, ville Peter Staunsbjerg have været 90 pct. sikker på at skyde en mårhund, men fordi det regner så kraftigt, er chancerne meget forringede.

»Jeg kommer her ikke, fordi jeg slapper af, jeg kommer, fordi jeg føler, at vi har et ansvar for at holde bestanden nede og passe på de oprindelige arter. Jeg har gået på jagt i 40 år, så det her er en del af min hverdag,« siger han med dæmpet stemme, da et lille skovareal dukker op.

Bilen bliver parkeret, og jægeren stiger forsigtigt ud uden at smække døren.

»Mårhunde er utroligt sky. Den mindste larm kan skræmme dem væk, og så ser du dem ikke igen,« hvisker Peter Staunsbjerg, mens lyset fra bilen langsomt går ud, og alt bliver mørkt.

Det handler om spænding

Han forlader grusvejen, går ind i skoven og stopper først, da han kommer til en stige, som fører op til et tårn. Det ligner lidt et træhus uden tag, og det er her, at Peter Staunsbjerg har udsyn til baitpladsen, der ligger godt 65 meter væk fra skydetårnet, som han er i gang med at bestige.

Oppe i tårnet ville man tydeligt kunne se det flade landskab og mindst 600 meter frem på en almindelig eftermiddag, men nattens mørke dæmper sanserne, og så hjælper det heller ikke Peter Staunsbjerg, at regnen ser ud til at tage til.

Jagttårnet bliver hurtigt indtaget, og jægeren trækker en termisk kikkert frem og kigger gennem linsen. Hans krop bliver stiv, og han lægger roligt kikkerten fra sig og tager geværet op til skulderen.

»Der er noget henne ved pladsen, men jeg kan ikke se, om det er en mårhund,« siger han.

Han holder sigtet på den grå plet, han har fået øje på, men han skyder ikke. Han ved, hvordan mårhundene opfører sig, hvordan de bevæger sig. Han har brugt mange nætter på at observere deres tendenser.

Sigtet følger den grå plet rundt, mens den bevæger sig. Regnen udtværer natsigtets grå nuancer og gør det svært for jægeren at se, hvad det er. Er det en grævling? Måske en ræv?

Efter lidt tid puster han ud og lægger geværet fra sig på jagttårnets kant. Intet skud.

»Vi sidder her for spændingens skyld. Hvis jeg ville have action, var jeg blevet hjemme for at se Barnaby. Det her handler om suspense.«

Tiden går. Måske en time, måske mere eller måske mindre. Regnen er småt stoppet. Jægeren spejder igen mod baitpladsen gennem sin termiske kikkert.

Pludselig sker der noget. To små skikkelser dukker op i den termiske kikkert, og i én glidende bevægelse trækker jægeren geværet frem og kikkerten væk. Han har set rigtigt. Det er to mårhunde.

Han tager sigte. Regnen er stoppet, men alligevel drypper det ned på den kamuflerende kasket. Gennem sigtet kan han tydeligt se sit bytte. Han holder vejret, men han skyder ikke. Den ved ikke, at han sigter på den, så han skynder sig ikke, og han vil ikke risikere, at den anden slipper væk.

De skal begge rammes, og det skal ske på den mest humane måde, så de ikke lider.

BANG! Braget kommer ud af det blå, og alt bliver stille, men så BANG! Endnu et skud affyret. Der er helt stille, og det er, som om skoven venter på, at det næste skud skal komme, men det kommer ikke. Jægeren har nedlagt sit bytte. To mårhunde ligger på jorden og venter på at blive samlet op. Han forlader tårnet og går mod baitpladsen, hvor dyrene ligger.

»Det var nummer 899 og 900 mårhund, vi nedlagde her. Havde jeg fået det at vide for tre år siden, ville jeg aldrig tro på det,« siger Peter Staunsbjerg grinende og tager et sæt grønne gummihandsker på, inden han tager fat i dyret.

»Vi skal behandle al vildt med omtanke og forsigtighed. Det er både, fordi de kan overføre sygdomme som bændelorme, men det er også for at vise dyret respekt,« siger han og går hen for at samle den anden op.

Og så er det slut. Lige så længe Peter Staunsbjerg sad i skydetårnet, lige så hurtigt er han nu på vej hjem.

Han går over marken og hen til bilen. Barnaby må vente til i morgen. Nu skal Peter Staunsbjerg hjem og hænge de to nedlagte mårhunde op, hænge sit eget tøj til tørre, og så skal geværet pakkes ind. Timerne bliver sene, når man jager mårhunde.