Fortsæt til indhold
Aarhus

Imam til begravelsesdeltagere: Stå frem, hvis I ved noget

Et stort politiopbud sikrede, at kun 200 blev lukket ind til begravelsen af en 21-årig mand, som formentlig er endnu et offer i den verserende bandekonflikt.

»Familien ønsker, at de ansvarlige skal findes. Dem, som ikke siger noget, er en del af drabet. Stå frem, hvis I ved noget. Ham, der dræbte S., må ikke slippe.«

Omgivet af 200 begravelsesdeltagere og ved kisten med en 21-årig mand, som formentlig er dræbt som led i den verserende bandekonflikt i Aarhus, opfordrede imamen til at bistå politiets opklaringsarbejde. Det lukkede bandemiljø gør det svært for politiet at få hjælp i efterforskningen, men imamen understregede, at det nu var tid til at stoppe drabene.

»Jeg har fået nok af, at unge bliver dræbt i Aarhus. Jeg håber, at S.’s (af hensyn til den dræbtes familie er navnet skjult, red.) død vil få jer til at ændre jeres liv. I skal ikke gå tilbage til den hverdag, I kom fra. Brug jeres liv på noget godt, få en uddannelse. Du dør, som du lever,« tordnede imamen.

Den 21-årige mand med somalisk baggrund døde efter at være blevet ramt af skud den 25. september på Kappelvænget i Aarhus Vest, og det var forventet, at begravelsen ville tiltrække mange gæster. Som altid ved muslimske begravelser samlede mændene sig ved graven, mens kvinderne – primært nære familiemedlemmer – fulgte med i baggrunden. Alle respekterede tilsyneladende kravet om mundbind, og folk, som ikke selv havde mundbind med, fik et udleveret ved indgangen.

Sidste gang kom meldingen om forsamlingsforbuddet meget sent til folk. De havde ikke lagt mærke til det, og det var svært at forhindre gæster fra København eller Berlin i at deltage i begravelsen. Nu kender alle til reglerne.
Simon El-Zeinab, koordinator for civilberedskabet

Hegn om begravelsesplads

Den muslimske afdeling ved Vestre Kirkegaard var inden begravelsen blevet omkranset af et metalhegn, som også anvendes i forbindelse med festivaler og koncerter. Desuden var pladsen omgivet af politifolk, og ved indgangen var 15-20 betjente med til at sikre, at der ikke kom flere end de tilladte 200 ind.

Og det lykkedes at opretholde forsamlingsloftet, fastslår politiinspektør Brian Voss Olsen, Østjyllands Politi.

»Der mødte flere op end 200, så der var en del, der ikke kom ind. Men efter hvad jeg er bekendt med, forløb det uden problemer. Det er rigtig tilfredsstillende,« siger han.

Brian Voss Olsen vil ikke ud med præcist, hvor mange betjente, der var til stede ved begravelsen. Han forklarer, at politiet havde taget højde for truslen fra den aktuelle bandekonflikt i Aarhus, og at forsamlingsbestemmelserne skulle håndteres.

»I udgangspunktet var det arrangørernes ansvar, at der kun kom 200 gæster. Vi kunne så komme med bødeblokken, hvis der blev konstateret for mange,« sagde Brian Voss Olsen.

Ønsker ingen tumult

Mens der blev talt, og nogle måtte opgive deres navne til politiet for at få adgang, sørgede imamen, der forestod begravelsen, for at berolige fremmødte gæster, som blev afvist.

»Vi ønsker ingen tumult, men en fredelig begravelse. I må forstå, at vi prioriterer familien først. Nogle er kommet langvejs fra, og de skal først og fremmest ind. Familien takker jer, fordi I kom,« sagde imamen, hvilket fik mange af de omkring 100 tilbageblevne til langsomt at fortrække.

En enkelt frustreret deltager sprang over hegnet på bagsiden af pladsen, men han blev beordret tilbage af de tilstedeværende betjente og fulgte derefter – som flere andre – begravelsen udefra.

Omkring 300 dukkede op til begravelsen af en 21-årig mand fra Aarhus. De blev mødte af en talstærk politistyrke, som sikrede, at kun 200 deltog i selve begravelsen.. Foto: Casper Dalhoff.

I august blev det netop indførte forsamlingsloft brudt ved begravelsen af en 22-årig skuddræbt aarhusianer på Vestre Kirkegård. Ifølge Jyllands-Postens reporter dukkede omkring 400 mennesker op til begravelsen. Selvom Østjyllands Politi adskillige gange bad deltagere om at forlade stedet, vendte flere tilbage til begravelseshandlingen.

Hændelsen førte til skarp kritik fra bl.a. borgmester Jacob Bundsgaard (S) og justitsminister Nick Hækkerup (S). Abu Khaled, imam ved Fredens Moské i Brabrand og til begravelsen, oplyste, at han ikke havde indflydelse på besøgstal eller det praktiske arrangement.

Østjyllands Politi har efterfølgende rejst sigtelse mod seks personer. To for at arrangere og deltage i et arrangement med for mange gæster og fire for blot at deltage. Anklagemyndigheden har endnu ikke taget stilling til, om der skal rejses tiltale.

Bekymret for uro

Dagen inden den omdiskuterede begravelse i august sendte det såkaldte Gellerupparkens civilsamfundsberedskab en besked ud på de sociale medier om, at højst 200 måtte deltage ved begravelsen, og at gæsterne skulle lytte til politiet, hvis der kom for mange. Det skete, efter at politiet havde kontaktet beredskabet.

Samme besked blev ikke sendt ud op til torsdagens begravelse, da beredskabet ikke var blevet kontaktet af hverken arrangør eller politi.

»Sidste gang kom meldingen om forsamlingsforbuddet meget sent til folk. De havde ikke lagt mærke til det, og det var svært at forhindre gæster fra København eller Berlin i at deltage i begravelsen. Nu kender alle til reglerne,« forklarer Simon El-Zeinab, koordinator for civilberedskabet, som består af frivillige foreninger, der supplerer det offentlige beredskab – bl.a. politi, gadeplans- og socialmedarbejdere.

Han deltog ikke ved torsdagens begravelse, men var bekymret for uro, da mange unge mennesker forventedes at dukke op.

»I de seneste to uger har jeg deltaget i tre muslimske begravelser, uden at forsamlingsreglerne blev brudt, ligesom stort set alle bar mundbind. Men de var ældre. Unge mennesker har en større tendens til at ignorere reglerne,« siger Simon El-Zeinab.