Silkeborgs budget for 2021 er vedtaget
Et stort flertal i byrådet vedtog tirsdag aften Silkeborg Kommunes budget for 2021 på godt 6 mia. kr. med anlægsudgifter på godt 300 mio. kr.
Bag budgettet står 29 ud af byrådets 31 medlemmer, kun Enhedslisten stemte imod, mens Venstre, Socialdemokratiet, SF, Dansk Folkeparti, Konservative, Radikale Venstre og løsgængerne Lars Hansen og Gitte Willumsen tilsluttede sig, fremgår det af Silkeborg Kommunes hjemmeside.
Silkeborgs befolkningsvækst betyder blandt andet, at der i næste års budget er afsat penge på anlægsbudgettet til at rumme væksten i flere børn i daginstitutioner og skoler, og for tredje år i træk får børne- og skoleområdet et permanent løft til driften på 20 mio. kr, fremgår det.
På skoleområdet er der blandt andet tilført 69 mio. kr. til at renovere og udbygge Funder-afdelingen på Funder-kragelund Skole og 35 mio. kr. til at udbygge Sejs Skole.
Der er sat 13 mio. kr. til at opkvalificere hjemmeplejen og digitalisering. Socialområdet får et tilskud på 4,1 mio. kr. til at afhjælpe udfordringer med at overholde budgetterne.
Samtidig er der blevet gennemført besparelser på ca. 50 mio. kr. for at få balance mellem indtægter og udgifter i de kommende år. Besparelserne kommer til at ramme bredt, men det er især kommunens beskæftigelsesindsats og kommunens administration, der kommer til at holde for fremgår det af kommunens reduktionskatalog - beskæftigelsesområdet med en besparelse på knap 13 mio. og Økonomi og IT med knap 11 mio. kr.