Støttemillioner til projekt i Favrskov
Favrskov Kommune fået 4,8 mio. kr. fra Realdania til renoveringen af Tungelundskolen i Thorsø, oplyser kommunen.
Pengene skal gå til klimamæssig bæredygtighed, der i byggeri handler blandt andet om at reducere drivhusgasser ved at bruge de rigtige materialer og energiløsninger og ved at genanvende så mange byggematerialer som muligt.
Tungelundskolen, der blev taget i brug i 1958 og siden er blevet udbygget i flere omgange, står i dag over for en større renovering.
Det er både undervisningslokaler som skal nytænkes og overflødige kvadratmeter, der skal fjernes.
Skolen har i dag elever fra 0. til 9. klasse, hvorfra en del kommer fra oplandet rundt om Thorsø.
Borgmester i Favrskov Nils Borring glæder sig over, at ombygningen af Tungelundskolen i Thorsø er et af de projekter, der har fået støttekroner fra Realdania.
»Hvert år bruger vi mange penge på at holde vores bygninger ved lige. Vi vil gerne blive endnu dygtigere til at tænke bæredygtighed ind i vores bygningsrenoveringer. Med millionbevillingen kan vi opnå vigtig viden, som vi kan anvende ved fremtidige renoveringsopgaver,« udtaler Nils Borring på kommunens hjemmeside.
Med ansøgningen til Realdania signalerer Favrskov Kommune også, at den gerne vil have endnu mere fokus på klimaet og den grønne omstilling i byggeriet, forklarer Michael Ertmann, afdelingsleder i Ejendomscentret:
»Vi vil gerne tænke bæredygtighed ind i vores renoveringsprojekter, da vi har mange af dem. Det er i den sammenhæng, vi blev opmærksomme på puljen. Bæredygtighed er absolut ikke kun aktuelt i nybyggeri. Nu får vi chancen for at skrue et projekt sammen, hvor rådgiverne – altså ingeniører og arkitekter – giver deres bud på fremtidssikrede løsninger i renoveringen af Tungelundskolen.«
Grøn omstilling
Realdania har en samlet pulje på 45 mio. kr. til indsatsen ”Sammen om bæredygtigt byggeri”, som blev præsenteret i foråret i forbindelse med covid-19-krisen. I alt 11 kommuner har fået støtte og samtidig har byrådet i Favrskov afsat 45 mio. kr. til modernisering og arealoptimering af Tungelundskolen.
Efter planen skal arbejdet foregå fra september 2021 til januar 2024.