23-årig fodgænger dræbt i trafikulykke
Ung kvinde blev tirsdag ved 15-tiden påkørt og dræbt af en bilist ved krydset Edwin Rahrsvej/Åby Ringvej.
Tirsdag eftermiddag blev en 23-årig kvindelig fodgænger dræbt, da hun blev ramt af en bil i krydset Edwin Rahrs Vej/Åby Ringvej i Åbyhøj.
En 27-årig mandlig fører af den bil, der påkørte kvinden, er blevet anholdt og blev ud på eftermiddagen afhørt af politiet.
Politiet kan ikke sige noget om de nærmere omstændigheder ved ulykken i det lysregulerede kryds, men efterlyser vidner, der har set, hvad der skete. Politiet kan kontaktes på telefon 114.
Desuden blev en bilinspektør tilkaldt for at efterforske ulykken.
Den dræbte kvindes pårørende er underrettet.