Rådmand åbner mulighed for erstatning i byggesag
Hvis Aarhus Kommunes ulovlige byggedispensation kan give naboerne mulighed for erstatning, siger teknikrådmand Bünyamin Simsek (V).
Aarhus Kommunes dispensation til byggeriet var ikke lovlig, men der bliver ikke tale om nedrivning af en omstridte boligbebyggelse i Hasselager.
Det fastslår rådmand Bünyamin Simsek (V), Teknik og Miljø:
»Forvaltningen og tidligere rådmand har taget fejl i denne sag. Det skal jeg rette op på, så vi får lovliggjort byggeriet. Men det er urealistisk, at vi kører gravemaskinerne frem og vælter det hele. Omvendt vil jeg ikke tage endelig stilling til sagen, før jeg har vendt den med teknisk udvalg,« siger Bünyamin Simsek.
Som omtalt søndag i JP Aarhus har Teknik og Miljø, Aarhus Kommune, netop meddelt naboerne til et omstridt boligbyggeri i Hasselager, at der skal laves en ny lokalplan for området Kildeagervænget/Kildesøvej. Den nye lokalplan skal sikre en såkaldt retlig lovliggørelse af den dispensation, som kommunen i 2019 gav et allerede opført etagebyggeri.
Værdiforringelse
Men dispensationen var ifølge en afgørelse fra Planklagenævnet ikke lovlig, og dermed er byggeriet i strid med den gældende lokalplan. Ifølge rådmanden kan erstatning til de omkringliggende parcelhusejere komme på tale.
»Vi skal se på, om denne beslutning har medført en værdiforringelse for parcelhusene, og om kommunen har mulighed for at levere erstatning i forhold til et værditab. Derfor skal vi have afdækket de juridiske forhold og muligheder,« siger Bünyamin Simsek, der ærgrer sig over sagen.
»Grundlæggende er det en rigtig træls sag. Både for naboerne og for dem, som byggede en boligbebyggelse med en lovlig byggetilladelse. Derfor skal vi have sagen udredt, og ikke mindst skal vi have undersøgt, hvad læren er af sagen? Hvordan undgår forvaltningen fremadrettet en lignende situation?« siger Bünyamin Simsek.
Sagen begyndte i 2015, hvor en gruppe naboer protesterede over opførelsen af nabobebyggelsen. Parcelhusejerne mener, at de på grund af Aarhus Kommunes tilladelse til nabobyggeriet har købt byggegrundene af kommunen under falske forudsætninger. Beslutningen i Teknik og Miljø om at løse sagen med en ny lokalplan har derfor mødt stor ærgrelse blandt parcelhusejerne, som bl.a. har protesteret over indbliksgener.
Tillid til lokalplan
I 2015 fastslog den daværende formand for teknisk udvalg i Aarhus Kommune, Camilla Fabricius (S), at sagen i Hasselager var en forløber for udviklingen i Aarhus Kommune. Udvalgsformanden konstaterede dengang i JP Aarhus, at Aarhus Kommune i stigende grad ville give dispensationer til at overskride de af byrådet vedtagede lokalplaner. Den nuværende rådmand understreger, at borgerne skal have tillid til værdien af en lokalplan.
»Lokalplaner er et administrativt planlægningsværktøj, som regulerer et lokalområde – indtil byrådet beslutter noget andet. I den aktuelle sag har der været en rådgivning fra en forvaltning, som ikke har været rigtig. Det skal løses,« siger Bünyamin Simsek.
Ifølge et notat til teknisk udvalg er der to betingelser for, at naboerne vil kunne få erstatning af kommunen. For det første skal det vurderes, at Teknik og Miljø burde have vidst, at byggetilladelsen var i strid med lovgivningen. For det andet skal naboerne have lidt et tab.