Fortsæt til indhold
Aarhus

Bæredygtig rensemetode har fjernet forurening

JP Aarhus

Drikkevandsforsyningen i Odder er ikke længere i fare for en forurening i Boulstrup, der ligger mellem Odder og Hou. Med en bæredygtig rensemetode har Region Midtjylland nemlig fået fjernet en stor forurening efter et tidligere renseri, oplyser Odder Kommune i en pressemeddelelse.

For seks måneder siden blev der sat strøm til det store anlæg, der har varmet jorden op under renseriet og suget den afdampede forurening op efter renseriet i Boulstrup. Nu er anlægget slukket, og resultaterne viser, at der er fjernet ca. 585 kg klorerede opløsningsmidler fra jorden og grundvandet på stedet. Det blev fejret fredag eftermiddag ved et lille arrangement i nærheden af grunden.

»I dag er en stor dag, for vi kan fejre at oprensningen af forureningen under Stationsvej 11 er gennemført. Jordforureningen var en alvorlig trussel for grundvandet og for flere vandværker, især Odder Vandværk, som ligger ikke så langt herfra. Derfor er det her til stor glæde hos Odder Byråd, Odder Vandværk og borgerne i Boulstrup,« sagde Ole Lyngby Pedersen, der er formand for Miljø-, Teknik- og Klimaudvalget i Odder Kommune.

Også fra Region Midtjylland var der stor tilfredshed med den nyligt overståede oprensning.

»Jeg vil gerne takke Odder Kommune for et godt samarbejde. Jeg er glad for, at vi nu kan sige at den tikkende bombe her i Boulstrup nu er afmonteret og i regionen fortsætter vi arbejdet med at fjerne lignende forureninger,« sagde Jørgen Nørby, der er formand for udvalget for regional udvikling i Region Midtjylland i sin tale.

Der er dog som forventet en lille og svag restforurening udenfor det område, hvor det har været muligt at dampe forurening væk. Det vurderes dog, at restforureningen ikke vil udgøre en risiko for den fremtidige vandindvinding på Odder Vandværk.

For en sikkerheds skyld vil Region Midtjylland lave boringer, så der løbende kan tages prøver af grundvandet i området for at holde øje med, at restforureningen ikke strømmer med grundvandet på en måde, så det kommer i nærheden af drikkevandsboringerne lige udenfor Boulstrup.

Renseri-forureningen i Boulstrup var en af de større enkeltstående forureninger i regionen. Oprensningen har kostet ca. 14 mio. kroner. Ofte vil oprensning indebære en opgravning forureningen, men det var ikke muligt og heller ikke det mest bæredygtige i Boulstrup.