Skanderborg vil have loven lavet om og fortsætte med digitale møder
Gør det digitale møde til en permanent valgmulighed i beskæftigelsesindsatsen.
Byrådet i Skanderborg Kommune har sendt et brev til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard.
Det har overskriften ”Gør det digitale møde til en permanent valgmulighed i beskæftigelsesindsatsen”, og målet er at få ændret reglerne, så møder med Jobcenteret ikke nødvendigvis skal være fysiske. Under corona-nedlukningen foregik møderne på telefon eller video – til borgernes store tilfredshed. Det er den mulighed Skanderborg ønsker at beholde.
»Borgerne har været meget glade for, at samtalerne har kunnet foregå digitalt. En undersøgelse viser, at to tredjedele af borgerne ønsker, at flere af deres samtaler med Jobcenteret kunne foregå via telefon eller video,« siger jobcenterchef Anja Nørby Sørensen i en pressemeddelelse.
Baggrunden er, at den traditionelle beskæftigelsesindsats pga. coronafaren var suspenderet fra den 12. marts til den 27. maj 2020.
De logistiske fordele og borgernes store tilfredshed med de digitale møder bør medføre, at tilbuddet gøres permanent. Det påpeger byrådet i brevet til beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard. Det hedder bl.a.:
»De digitale løsninger er allerede forankret i lovgivningen og har været det længe. Derfor er vi uforstående over for din tøven ved at åbne fuldt op for de digitale muligheder (…) De ledige skal i forvejen registrere jobsøgninger digitalt, booke møder online, oprette CV på Jobnet osv. Hvorfor ikke tage skridtet fuldt ud og gøre muligheden for digitale møder permanent?«
Stadig fysiske møder
»Måden, vi møder borgerne på, skal være tidssvarende. Det er unødvendigt, at man i lovgivningen står så firkantet på, at det stort set kun er muligt at mødes med sin sagsbehandler fysisk. Derfor råber vi som byråd op. Beskæftigelsessystemet skal selvfølgelig gøre brug af de digitale muligheder for at mødes, som man bruger alle mulige andre steder. Særligt når erfaringerne har vist sig så positive, som de har,« siger formand for Kultur-, Sundheds- og Beskæftigelsesudvalget i Skanderborg Kommune, Tage Nielsen.
Målet med henvendelsen til ministeren er ikke at aflive det fysiske møde. Målet er – som det står i brevet – at skabe »en mere tidssvarende, fleksibel og borgerrettet beskæftigelsesindsats«.
Skanderborg Kommune står ikke alene med kritikken. KL har gennemført en spørgeskemaundersøgelse i 12 kommuner – bl.a. i Skanderborg – og har fået omkring 6.000 besvarelser. Billedet er også her, at borgerne ønsker flere digitale møder i stedet for, at alt skal foregå med fysiske fremmøde.