Fortsæt til indhold
Aarhus

Nissen er flyttet med til Skejby

Man må være skuffet, hvis man håbede på bedre forhold for psykiatrien efter udflytningen til Skejby. Flere problemer er flyttet med, og andre er kommet til.

Det var en legitim forventning, at meget ville blive bedre for Psykiatrisk Hospital, da det i 2018 flyttede fra de gamle bygninger i Risskov til moderne bygninger i forbindelse med Aarhus Universitetshospital i Skejby. Desværre har det vist sig at være et naivt håb.

De sidste år i Risskov var præget af historier fra de lukkede afdelinger om strakspåbud fra arbejdstilsynet, efter medarbejdere blev overfaldet af patienter. Vi hørte, at det var nødvendigt at indsætte private vagtværn på nogle af afdelingerne, og hvordan indlagte bl.a. brugte stålborde til at smadre ellers sikrede vinduer for at slippe ud i friheden. I parken blev der indsat hunde til at opsnuse narko gemt til patienterne.

På det nye sygehus i Skejby er andre problemer stødt til, og man må undre sig over, at bare nogle af dem ikke er løst.

I denne uge har avisen f.eks. beskrevet, hvordan overbelægning nogle gange gør det nødvendigt at henvise patienter til madrasser på gulvene og installere dem i mødelokaler. Personalet har fortalt om døre, der ikke vil åbne, og hvordan overfaldsalarmer ikke altid alarmerer kolleger tættest på et overfald.

Overbelægning kræver flere penge at løse. Teknisk bøvl kræver vilje.

Tillidsmand Torben Nielsen er berørt og bekymret. Han blev overfaldet af en patient, og først efter 40 sekunder og mellem 15-20 slag i hovedet kom han i sikkerhed. En sikkerhed, der er i fare for såvel patienter som personale, vurderer han. Kolleger stemmer i, og en overlæge betegner situationen som »rigtig kritisk«.

Psykiatrisk Hospital kræver opmærksomhed og handling. Gennem flere år er antallet af psykiatripatienter vokset, og det sætter kapaciteten under pres. Overbelægning kræver flere penge at løse. Teknisk bøvl som døre, der ikke vil åbne, og alarmer, der ikke vil bippe, kræver vilje.

Samtidig har det ikke skortet på hensigtserklæringer, og bl.a. økonomiaftalen for 2019, sidste års finanslov samt aftalen om satspuljen på sundhedsområdet 2019-2022 har tilsammen tilført psykiatrien i Region Midtjylland flere midler. Det er et mangefacetteret område med et tilsyneladende uudtømmeligt behov, og trods flere penge udebliver resultaterne tilsyneladende, når man hører skrækhistorierne fra Skejby. Midlerne løser intet alene, hvis hverken politikere eller andre med ansvar i denne sag indædt kæmper for en løsning.

I budgettet for 2021 er regionsrådet nået til enighed om, hvad der mest af alt ligner en hensigtserklæring. I en vag formulering har rådets partier skrevet under på, at der skal findes en sikker løsning for af dæmme op for nogle af de mest udadreagerende psykiatriske patienter, indtil retspsykiatrien er fuldt udbygget.

Det ventes først at ske i 2023, og så længe kan hverken personale, patienter eller pårørende vente. De aktuelle historier om overbelægning, koks i teknikken, personaleflugt og rekrutteringsbesvær understreger, at der er brug for andet end hensigtserklæringer. Der skal handling til.

Morten Nystrup, JP Aarhus-redaktør.