Fortsæt til indhold
Aarhus

Flere test på vej til Region Midtjylland

Efter uger med stigende smitte, er der nu blevet sendt flere test afsted mod regionen.

Tallene for smittetilfælde af corona stiger og stiger. I Aarhus oplever man blandt andet at have et større smittetal målt på antal smittede pr. 100.000 indbyggere end i København.

Her er 125 smittede pr. 100.000 indbyggere på en uge og dermed langt over bekymringstallet på 20.

Statens Serum Institut har forøget analysekapaciteten og kan nu analysere ca. 38.000 covid-19 prøver i døgnet på landsplan. Den stigning betyder også, at Region Midtjylland har mulighed for at teste flere borgere og dermed nedbringe ventetiden ved teststederne.

Ventetider til testcentre i fem-seks dage har nemlig været hverdag i Region Midtjylland, men det kan måske være slut nu. I hvert fald kommer yderligere 2.600 test til rådighed for regionen.

»Vi går fra 4.400 til 7.000 test til fordeling i Region Midtjylland. Det er ikke så mange, som vi ønsker os, men vi ved, at der er flere på vej om nogle uger. Og hvis vi fordeler testtiderne klogt, vil de få ventetiderne til at falde,« forklarer regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i en pressemeddelelse.

Uforudsigelig fremtid

De nye test vil primært blive fordelt mellem de faste testcentre og teststederne ved sundhedshuse.

»Vi prioriterer at tilbyde de test, vi har til rådighed, hvor der er mest brug for dem,« tilføjer Anders Kühnau.

Formanden for Region Midtjylland forventer dog, at det snart bliver muligt at teste flere. Det skyldes blandt andet, at Statens Seruminstitut bygger på et nyt laboratorium ved Aarhus Universitetshospital.

Tilbage i august måned havde Region Midtjylland ellers 10.000 test til rådighed, nu ligger det tal så 7.000. Det skyldes smittens uforudsigelighed, mener regionsrådsformanden.

»Men jeg er også nødt til at sige, at det er en virus, der sætter dagsordenen. Om få dage kan vi stå i en ny situation, hvor vi igen har færre test,« siger Anders Kühnau.

Målt i absolutte tal er der i Aarhus blevet registreret 435 smittede over de seneste syv dage – heraf er de 73 blevet registreret smittet fra onsdag til torsdag, viser tal fra Aarhus Kommune.