Fortsæt til indhold
Aarhus

Aarhus har nu mere smitte end København - og 87 andre kommuner

Coronasmitten ser ifølge de nyeste tal ud til at gribe om sig i Aarhus.

Set over den seneste uge har smitten været på et højere niveau i Aarhus end i København - og for den sags skyld langt de fleste andre danske kommuner.

Målt på antal smittede pr. 100.000 indbyggere er Aarhus med 125 smittede pr. 100.000 indbyggere på en uge således røget op som nummer 10 på listen over kommuner med mest smitte.

Målt i absolutte tal er der i Aarhus blevet registreret 437 smittede over de seneste syv dage - heraf er de 88 blevet registreret smittet fra tirsdag til onsdag.

Lokalavisen Aarhus har opgjort, at det betyder, at hver sjette nysmittede det seneste døgn er borgere fra Aarhus.

Da sundhedsmyndighederne tirsdag holdt pressemøde om coronasituationen fortalte Statens Serum Institut, at man i den seneste tid er blevet bekræftet i, at de fleste smittetilfælde sker, hvor folk er samlede i længere tid: i husstanden, bekendtskabskredse, arbejdspladser og til begivenheder.

Sidstnævnte risikozone, begivenheder, tæller blandt andet et nyt eksempel fra Aarhus, der har fået meget opmærksomhed.

Århus Stiftstidende har skrevet, at mindst 10 studerende fra to forskellige grupper er blevet testet positive for coronasmitte, efter de 18. september besøgte baren Cafe Guldhornene i byen.

Det er også tidligere kommet frem, at et bryllup i det dansk/kurdiske-miljø i Aarhus afholdt i uge 38 har startet en smittekæde så langt sydpå som i Sønderborg, efter gæster herfra med al sandsynlighed er blevet smittede til bryllupsfesten.

Selvom smitten i Aarhus nu ligger meget højt sammenlignet med de fleste øvrige dele af Danmark og har ramt et højere niveau end både København og Frederiksberg Kommuner, er det fortsat lige omkring hovedstaden, at smitten er værst.

Som det har været tilfældet i store dele af epidemiens forløb er smittetalene nemlig højest i forstadskommunerne til København - især Vestegnen.