Fortsæt til indhold
Aarhus

Latinerkvarteret har fået nyt grønt spisested

Daniel Vakili står bag den nyåbnede Plant Food i Latinerkvarteret. Han vil gøre det lettere og lækrere for aarhusianerne at spise plantebaseret.

Det lå ikke i kortene, at Daniel Vakili i dag skulle stå som medejer af to veganske spisesteder i Aarhus under navnet Plant Food.

Han er oprindeligt udlært ekspedient i modebranchen, men blev efterhånden mere og mere bevidst om, hvor stort et klimaaftryk hans dengang store tøjforbrug havde, og han begyndte derfor at lægge sit forbrug om.

»Modebranchens miljøbelastende tøjproduktion var med til, at jeg valgte at forlade branchen for seks år siden. Alle bør tænke over, hvordan de forbruger, og for mig skete det ved, at jeg skar ned i mit tøjforbrug, begyndte at spise plantebaseret og undgå at rejse for meget,« fortæller Daniel Vakili. Han har siden taget en bachelor fra Aarhus Universitet i økonomi og sociologi og læser nu til en kandidatgrad.

Men han har altid drømt om at blive selvstændig, og da han samtidig har en stor passion for madlavning, udviklede han konceptet til Plant Food. I juni sidste år satsede han så hele sin opsparing og åbnede den veganske madbod Plant Food på Aarhus Street Food og i september i år en café i Graven 16 med samme navn.

Veganer i fem år

Daniel Vakili har nu i fem år levet som veganer. Det vanskeligste ved skiftet var det sociale aspekt, siger han. Foto: Joachim Ladefoged

Daniel Vakili har selv levet vegansk i fem år. Det vil sige helt uden madvarer, der stammer fra dyr. Som opstart til den veganske livsstil skiftede han mellem at leve vegetarisk og vegansk hver anden uge, og han kunne mærke stor forskel på, om han fik mælkeprodukter eller ej.

»Jeg fik klart mere energi af at spise vegansk. Det tager længst tid for kroppen at omsætte kød og mælkeprodukter, så din krop bruger meget energi på at fortære maden. Det oplever man jo, når man har spist en tung bearnaisesovs, så er du nødt til at sætte dig hen i sofaen bagefter. Den fornemmelse får du ikke med plantebaseret mad,« påpeger Daniel Vakili.

I det første halve år som veganer var han meget opmærksom på at få alle nødvendige næringsstoffer, men det har han for længst vænnet sig til. Det sværeste var næsten det sociale: at sige nej til den ikke-veganske mad, som hans venner og familie havde lavet til ham. Men i dag er det ikke længere eksotisk at være veganer.

Et stigende antal lever vegansk, og mange kødspisere har kødfrie maddage indimellem.

»Der er sket et stort holdningsskifte i samfundet de senere år. Især i min generation. Vi er måske lidt mere tilpasningsparate, fordi vi ikke har levet et helt liv med de gamle madvaner, derfor er det nok lettere for os at prøve at vende skuden,« siger Daniel Vakili. Alle slags mennesker kommer og spiser hos Plant Food, men her er en lille overvægt af unge.

»Her kommer især mange børnefamilier, måske fordi de gerne vil give nogle gode spisevaner videre til den næste generation,« siger Daniel Vakili.

Sammen med brødre

Tre af Daniel Vakilis kammerater har investeret i Plant Food, men er ikke med i den daglige drift. Den står Daniel Vakili for sammen med sine to brødre, David og Marcus Vakili, og de er alle tre fuldtidsansatte hos Plant Food.

På sigt er det planen, at de to brødre skal være medejere af virksomheden. David og Marcus Vakili står for boden i Aarhus Street Food, mens Daniel Vakili driver den nye café i Graven sammen med en ansat.

»Vi har et stærkt familiebånd og er vant til at lave meget sammen som familie, så det var oplagt at arbejde sammen i Plant Food, men vi har da lavet formelle kontrakter for, hvem der står for hvad, så der er styr på det juridiske,« understreger Daniel Vakili.

Han har selv udviklet alle retterne til Plant Food, hvor menuen altid følger årstiderne med lune retter om vinteren og friske salater om sommeren.

»Jeg har hentet inspiration i de gamle traditionelle teknikker som henkogning, fermentering, saltning og rygning, og så er der meget inspiration at hente i udlandet, hvor mange lande jo har været i gang med det grønne køkken i mange år, især Tyskland er et stort foregangsland,« fortæller Daniel Vakili.

Smagen vigtigst

Maden hos Plant Food er sund og bæredygtig, 95 pct. af råvarerne er økologiske, men smagen er det vigtigste for Daniel Vakili.

»Det vigtigste parameter for os er, at folk vælger os, fordi vores mad smager bedre end hos andre steder, ellers kommer folk ikke igen. Mennesker spiser jo med smagsløgene. Blandt andet derfor bruger vi kun grøntsager fra sæsonen, fordi der smager de af mest,« forklarer Daniel Vakili.

Han anvender også friskkværnede krydderier i sin mad i modsætning til krydderier fra supermarkederne, som har mistet smag, fordi de er blevet kværnet for lang tid siden.

»Vi har også fokus på sammensætningen af retterne, så hver ret består af ingredienser, man bliver mæt af. Altså fedt, proteiner og fibre. Mange har en fordom om, at du ikke bliver mæt af plantebaseret mad, men den vil vi gerne aflive med vores retter,« understreger Daniel Vakili.

Han har to andre koncepter på vej i Plant Food. På sigt vil Plant Food i Graven invitere til pop op-restaurant den første weekend i hver måned. Her er kun 10 siddepladser, så der skal bookes bord.

»Når man vil ud at spise vegansk på restaurant, er det stadig tit sådan, at stedet piller ting fra retterne for at gøre måltidet vegansk, og det kan man tydeligt smage. Hos os bygger vi retterne op omkring grøntsagerne. Vi vil gerne vise, hvor lækker plantebaseret mad kan være,« siger Daniel Vakili.

På vej med deli

Det andet koncept, som Daniel Vakili har på vej i Plant Food, er en maddeli. Køkkenet i den nye café er større end i streetfoodboden, så her er plads til at udvikle og producere færdigretter og ingredienser som pesto og trøffelmayo, som aarhusianerne kan bruge i deres egne måltider derhjemme.

»Det bliver en anden måde at spise takeaway på: Man behøver ikke købe alle ingredienserne ét sted, men kan plukke det bedste fra hver forretning og lave sit eget måltid mad ud fra det,« forklarer Daniel Vakili. Han regner med at have maddelien klar om et par måneder.

»Vores vision hos Plant Food er at få så mange som muligt til at spise god plantebaseret mad. Jeg vil hellere bygge en bro mellem veganere og kødspisere end at skabe en modkultur. Jeg vil samle folk i stedet for,« understreger Daniel Vakili.