Regionen: Aarhus Gymnasium lever ikke op til fusionsaftalen
Efter længere ventetid har ledelsen på Aarhus Gymnasium offentliggjort sit elevtal, som ifølge politikerne ikke lever op til den aftale, de var gået med til.
39 stx-elever i Tilst og 61 stx-elever på Dollerupvej.
Sådan lyder den endelige fordeling af elever på Aarhus Gymnasium, som Region Midtjylland i flere uger har forsøgt at få oplyst fra ledelsen på Aarhus Tech, som Aarhus Gymnasium hører under. Det har skolen nu selv oplyst i et brev til regionsrådet, der skitserer situationen med elevfordeling på skolen.
JP Aarhus har tidligere skrevet om, at Aarhus Tech mørklagde elevtal, hvilket var til stor forargelse for flere regionsmedlemmer. Her slog gymnasiedirektør Annette Lauridsen fast, at gymnasiet overholdt kravet om, at der »i det væsentligste« var lige mange elever på de to adresser.
I den sammenhæng skriver ledelsen i brevet:
»Vi har således tre små stx-klasser på Aarhus Gymnasium, C, og to små stx-klasser på Aarhus Gymnasium, Tilst. Vi imødekommer på den måde fusionsaftalen, der beskriver, at vi i det væsentligste skal have lige mange stx-elever på Aarhus Gymnasium, C, og på Aarhus Gymnasium, Tilst.«
Som region har vi ikke nogen sanktionsmuligheder over for Aarhus Gymnasium. Det ville være ministeren, der skal sanktionere, hvis der skal sanktioneres.Anders Kühnau (S), regionsrådsformand
Desuden oplyser skolen, at den har sagt farvel til 10 elever, som er blevet hentet via ventelister til andre gymnasier.
Brevet fra ledelsen på Aarhus Tech har endnu en gang fået regionsrådsmedlem Steen Thomsen (DF) til tasterne. Han kalder det »utroligt«, at Annette Lauridsen har nægtet at oplyse om elevtallene, og mener på samme tid, at det er »meget sigende«, at gymnasiet fremsender det endelige elevtal dagen efter, at regionsrådet den 23. september har behandlet og udskudt sagen.
»Med jeres egenhændige fortolkning af, at ovennævnte vilkår er overholdt med 39 elever i to klasser i Tilst mod 61 elever i tre klasser i Aarhus C, så forstår jeg bedre, hvorfor I har nægtet at oplyse fordelingen indtil dagen efter behandling af sagen i regionsrådet,« lyder det fra Steen Thomsen i et svar til Annette Lauridsen.
Hvide og brune gymnasier
Ledelsen på Aarhus Gymnasium mener ikke, at regionen lever op til sit ansvar for at sikre balanceret elevsammensætning på de aarhusianske gymnasier, og i brevet til regionen skriver Annette Lauridsen, at regionen svigter integrationsdagsordenen på gymnasierne. Med ventelister kan gymnasier plukke elever, som ikke giver deres tildelte gymnasium en chance.
»Regionen underminerer integrationsprocessen og bliver medskaber af et parallelsamfund med ”hvide” og ”brune” gymnasier i Aarhus,« skriver hun i brevet.
Regionsrådsformand Anders Kühnau (S) giver Aarhus Gymnasium ret i, at der er et stigende problem med den »strandhugst«, det er, når de populære gymnasier overbooker og plukker elever fra ventelister. Dog erkender han også, at elevfordelingen på Aarhus Gymnasium ikke lever op til fusionsaftalen.
Kan gymnasiet slippe afsted med at lave en fordeling, der ikke lever op til aftalen?
»Som region har vi ikke nogen sanktionsmuligheder over for Aarhus Gymnasium. Det ville være ministeren, der skal sanktionere, hvis der skal sanktioneres. Langt hen ad vejen er vi enige med Aarhus Gymnasiums kritikpunkter, men vi synes også, det er et stort problem, at de ikke overholder aftalen,« siger Anders Kühnau.
Mulig lukning
Sammen med regionsrådet vil Anders Kühnau nu se på, hvordan regionerne kan få flere beføjelser til at styre kapacitet og ventelister på gymnasierne. På samme tid anerkender han, at der er et behov for, at området ikke overlades til gymnasierne selv.
I referatet fra regionsrådsmødet den 23. september konstaterer politikerne, at det lave elevtal på Aarhus Gymnasium i Tilst skaber udfordringer for et bredt fagligt udbud. Det samme var anken fra flere elever, der for et par uger siden klagede til regionen over, at de grundet det lave elevtantal kun kunne vælge mellem fire af de ni studieretninger, gymnasiet oprindeligt havde tilbudt dem.
Endvidere indstilles det, at regionsrådet retter henvendelse til Undervisningsministeriet om lukning af stx-tilbuddet på Dollerupvej fra foråret 2021. Ifølge Anders Kühnau skal der dog nøje overvejelser til, før et egentligt forslag om lukning af gymnasietilbuddet vil blive realiseret.