Trafikselskab: Hundredvis af passagerer afvist for manglende mundbind
Midttrafik oplever generelt en stor forståelse for kravet om mundbind.
Efter en måned med krav om mundbind i den offentlige transport i Danmark har fire millioner passagerer kørt med trafikselskabet Midttrafiks ruter.
Midttrafik står for busdriften i hele Midtjylland, og i busserne har langt de fleste passagerer overholdt kravet om mundbind, men 505 gange har trafikselskabet måttet afvise kunder, der havde glemt eller ikke ville bruge mundbind. Det skriver Århus Stiftstidende.
Thomas Dalgaard Mikkelsen, der er talsmand for Midttrafik, oplyser, at kravet om mundbind eller visir bliver håndhævet af billetkontrollører, og at man generelt har oplevet en god stemning hos kunderne.
Med i det samlede billede skal det dog tilføjes, at mange for tiden helt undlader at benytte kollektiv trafik. For få uger siden oplyste Midttrafik, at man har mistet ca. 20 pct. af passagererne i forhold til samme periode sidste år, efter at kravet om mundbind blev indført. Og samlet set har Midttrafik kun ca. 65 pct. af de passagerer, der var på samme tid sidste år.
Som udgangspunkt skal alle bære mundbind eller visir i Midttrafiks busser og letbane, men der kan dog være undtagelser, hvis man eksempelvis har vejrtrækningsproblemer.
Talsmanden oplyser, at man altid tager en dialog med kunderne.
»Grundlæggende er folk meget ærlige og siger, at de har glemt det eller ikke vil gå med det af principielle grunde, og så er det ganske simpelt, at vi må bede dem om at stige af, eller sige de ikke kan køre med,« siger Thomas Dalgaard Mikkelsen til Århus Stiftstidende.