Fortsæt til indhold
Budgetforhandlinger i Aarhus

Budgetforlig om idrætsfaciliteter: »Planen er ikke offensiv nok«

Formanden for Idrætssamvirket er ærgerlig over, at efterslæbet med mangel på haller og boldbaner i Aarhus Kommune ikke vil blive indhentet med ny 10-årig investeringsplan.

Et flertal af byrådspolitikerne i Aarhus vedtog natten til fredag i forrige uge, at der vil blive givet mere end en kvart milliard kroner over 10 år fra 2024 til 2033 til idrætsfaciliteter. Beslutningen kommer efter et markant opråb fra kommunens borgere og foreningsliv, der på hjemmesiden aarhus-mangler.dk er kommet med hele 797 forslag til idrætsfaciliteter.

I budgetforliget bliver der således årligt afsat 27 mio. kr. Der er tale om anlægsinvesteringer, og dermed får idrætsområdet 27 mio. kr. årligt svarende til 270 mio. kr over 10 år. Derudover blev der afsat yderligere 70 mio. kr. til fritidsfaciliteter og yderligere millioner til grundkøb.

»Det er et historisk stort løft til idrætten. Jeg vil gerne takke alle de borgere og foreninger, der har hjulpet med at sætte fokus på, hvor stort behovet er for nye og bedre idrætsfaciliteter. Det har haft kæmpe betydning for, at det er lykkedes at få området sat højt på partiernes prioriteringsløfter. Det viser, at det kan betale sig at kæmpe for en sag,« udtalte rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad (R) efterfølgende i en pressemeddelelse.

Helt så begejstret er formanden for Idrætssamvirket Aarhus, som er en paraply- og interesseorganisation for de aarhusianske idrætsforeninger, ikke.

Efterslæb hentes ikke

»Det er jo rigtigt nok, det er historisk. Men når man bruger begrebet ”historisk”, er man nødt til at se på, om man refererer til det historiske på grund af resultatet eller udgangspunktet. Og der er man nok bare nødt til at sige, at det i denne sammenhæng mere er historisk på grund af udgangspunktet,« konstaterer Jens Bundgaard og fortsætter:

»Jeg er glad med det ene øje og trist med det andet. Det er da et løft, og vi skal som foreninger nok gøre os umage med at få penge til at række. Hvis jeg forstår det rigtigt, så udløser det 27 mio. kr. årligt fra 2024 til idrætsfaciliteter. Det er godt nok langt ud i fremtiden i forhold til den aktuelle situation, hvor vi allerede har bunker af projekter, som kunne bruge midlerne fra i morgen. 27 mio. kr. er måske, hvad en enkelt idrætshal koster. Når der så mangler 22 haller – som forvaltningen selv har beregnet – så bliver det problematisk, og efterslæbet bliver ikke indhentet,« fastslår han.

Politikerne har markeret, at vi skal en ny vej, men det er ærgerligt, at det nu virker som om, man har lavet denne her løsning på et lidt for lavt niveau for så mange år ud i fremtiden.
Jens Bundgaard, formand, Idrætssamvirket Aarhus

I det hele taget er det et noget defensiv udspil, mener Jens Bundgaard:

»Det er altså ikke en offensiv plan. Politikerne har markeret, at vi skal en ny vej, men det er ærgerligt, at det nu virker som om, man har lavet denne her løsning på et lidt for lavt niveau for så mange år ud i fremtiden. Det er ikke offensivt nok i forhold til at ville løse problemet. Man skal i hvert fald ikke regne med at komme facilitetsproblemerne til livs,« siger han, men nævner, at der jo godt kan komme flere penge til idrætsfaciliteter.

Tillægspuljer

»Vi har set før, at det godt kan besluttes at lave nogle tillægspuljer. Det er tidligere sket med kunstgræsbaner, og senest fandt man midler til anlægsprojekter mellem budgetforlig som et idræts- og kulturcenter i Harlev,« siger Jens Bundgaard.

I forbindelse med den kommende Sport- og Fritidspolitik skal der laves en strategi for, hvordan pengene skal bruges. Strategien skal sikre, at pengene fordeles efter objektive kriterier og samtidig understøtter, at der i hele kommunen er adgang til gode og alsidige idrætsfaciliteter.

»Objektive kriterier er en rigtig god idé at arbejde grundigt med, og der vil vi have mange holdninger. Vi skal nok få en god snak med rådmanden og med de andre byrådspartier. Vi vil gøre, hvad vi kan, for at sikre, kriterierne for uddeling af midlerne bliver så objektive og retfærdige som muligt, så de kommer til at gavne så meget som muligt, og hvor behovet er størst,« siger formanden for Idrætssamvirket Aarhus.