Fortsæt til indhold
Aarhus

Efter forældrekritik: Aarhusiansk fritidsklub har aflyst Lalandia-tur i sidste øjeblik

Turen skulle have været gennemført trods anbefalingerne fra myndighederne om at aflyse alle sociale sammenkomster.

42 børn fra en fritidsklub i Lystrup nord for Aarhus skal alligevel ikke på tur til badelandet Lalandia i denne weekend.

Det var ellers planen, at fritidsklubben ville gå imod anbefalingerne fra myndighederne og gennemføre turen med særlige forholdsregler, men i sidste øjeblik har klubben valgt alligevel at aflyse.

Til TV 2 Østjylland fortæller den daglige leder Henrik Friis, at beslutningen er truffet sammen med forældrebestyrelsen.

»Og så har jeg ikke mere at sige. Vi har taget det internt,« siger han.

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil sendte tidligere på ugen et brev til forældre med skolebørn. Af brevet fremgår det, at forældre bør »aflyse eller melde afbud til alle sociale arrangementer i forbindelse med skole, fritidstilbud og ungdomsuddannelser«.

»Anbefalingen fra myndighederne om at aflyse sociale arrangementer gælder dels private arrangementer, der ikke er arrangeret af institutionen eller skolen, som for eksempel klassefester, fælles fødselsdage, fælles forældrearrangementer, som ofte er arrangeret af forældre eller eleverne selv. Dels gælder det sociale arrangementer eller arrangementer i forbindelse med skoledagen eller uden for almindelig skoletid fx klassefester, fælles morgenmad, lejrskoler og studieture,« står der i brevet.

På trods af dét valgte fritidsklubben i Lystrup i første omgang at meddele forældrene, at man agtede at gennemføre turen, fordi man ikke kunne få refunderet pengene til opholdet fra Lalandia.

»Vi giver forældrene muligheden for at få pengene retur, og så må de selv vælge – størstedelen af forældrene ønsker at sende børnene afsted,« sagde Henrik Friis tidligere på ugen til TV 2 Østjylland.

Forældrene til seks af børnene valgte efter myndighedernes anbefaling at lade børnene blive hjemme, mens 42 børn stod til at blive sendt afsted fredag den 25. september.

Lalandias afbestillingsbetingelser foreskriver, at gæster skal melde afbud med 14 dages varsel for at undgå at skulle betale for deres ophold. Afbestiller man senere, får man ikke pengene retur. Grunden er, at myndighedernes anbefalinger indtil videre kun er anbefalinger og ikke påbud.