Fortsæt til indhold
Aarhus

Skole har tre klasser på lejrtur trods anbefaling om det modsatte

Skoler bør aflyse sociale arrangementer såsom lejrskoler, lyder instruksen i nye retningslinjer. I Østjylland er det ikke gået helt glat med at følge opfordringen.

Fra denne uges start har Sundhedsstyrelsen og siden Børne- og Undervisningsministeriet gjort det klart, at skoler og institutioner bør aflyse sociale arrangementer såsom klassefester, fælles morgenmad, studieture og lejrskoler.

Alligevel kan Århus Stiftstidende torsdag skrive, at Mølleskolen i Ry siden mandag har haft tre 9. klasser på lejrtur i København og Sønderjylland - det til trods for, at at skolens leder allerede lørdag modtog en mail fra forvaltningen i Skanderborg Kommune om, at sociale arrangementer bør aflyses.

Skolelederen, Kristian Toft, forklarer til Stiftstidende, at han misforstod den udmelding, der kom lørdag. Han troede ikke, at definitionen »sociale arrangementer« også omfattede lejrskoleophold med fagligt indhold.

Siden har han i midtugen efter samråd med Skanderborg Kommune besluttet at lade de tre skoleklasser afslutte deres ture, så de som planlagt vender hjem fredag.

Også andetsteds i Østjylland har der været udfordringer med de nye retningslinjer.

Indtil torsdag eftermiddag holdt en fritidsklub i Lystrup nord for Aarhus således fast i at ville gennemføre en tur til Lalandia for 42 børn fra flere femteklasser denne weekend.

Den beslutning er dog blevet lavet om, efter TV 2 Østjylland gik ind i sagen, efter en undrende forælder havde henvendt sig.

»Vi har aflyst turen i samråd med forældrebestyrelsen, og så har jeg ikke mere at sige. Vi har taget det internt,« udtaler Henrik Friis, daglig leder af fritidsklubben, om beslutningen til TV 2 Østjylland.

Da Sundhedsstyrelsen mandag udsendte en pressemeddelelse om de nye retningslinjer, gav overlæge i Sundhedsstyrelsen Bolette Søborg denne begrundelse for stramningen:

»Vi ser flere smittetilfælde blandt børn og unge lige nu, og det bliver vi nødt til at gøre noget ved. Derfor anbefaler vi, at man aflyser arrangementer i forbindelse med dagtilbud, skoler og andre uddannelsesinstitutioner, simpelthen fordi det er vanskeligt at efterleve krav og anbefalinger om afstand og høj hygiejnestandard i sådanne sammenhænge.«