Fortsæt til indhold
Aarhus

Syv nye testcentre åbner i Region Midtjylland

De syv nye testcentre skal samle test af borgere med og uden symptomer på corona.

Det har ikke været let at få fingrene i en coronatest i Region Midtjylland, men det skal laves om nu. De næste syv uger vil syv nye testcentre skyde op over hele Midtjylland, og de skal tilbyde test til borgere med og uden symptomer på corona.

Det betyder blandt andet, at tre af de syv testcentre bliver fast oprettet i Randers, Holstebro og Horsens.

»De tre testcentre betyder en mere ligelig geografisk fordeling af testcentrene og er en klar forbedring for de, der skal testes,« siger regionsrådsformand Anders Kühnau (S) i en pressemeddelelse.

Ifølge regionen vil der blive taget højde for, at der kommer borgere med og uden symptomer, og borgere med symptomer skal dels testes i deres biler, dels ved podning gennem særligt afskærmede luger.

Fra telte til pavilloner

Sammenlægningen betyder også, at de hvide telte, som før var i brug, bliver pakket ned, til fordel for vintersikre pavilloner. Det skal give borgere og personale væsentligt bedre forhold, oplyser regionen.

»Telte kan være gode nok om sommeren, men som situationen er nu, skal testcentrene fungere indtil udgangen af 2021. Det betyder flere omgange regn, rusk og lave temperaturer, og derfor skal der nogle bedre og mere permanente bygninger til,« siger Anders Kühnau.

De nye testcentre tilbyder fortsat mulighed for at bestille tid til drive-in-test og en gående test.